Side 18 - afventer at blive skrevet

Færdiguddannelsen betød nok engang en ny begyndelse, og igen en begyndelse hvor der måske nok var sat en retning, men hvor der på ingen måde var skabt en ide om hvad- og hvordan noget kunne ske. Samfundet var knap kommet sig over en lavkonjunktur med oliekrise i 1973 og der stod ingen headhuntere uden for døren, som efter konstruktøreksamenen fem år før. Familien boede nu i Sølystgade i Aarhus C, og børnene var blevet rigtige Aarhusianere… underforstået at den slags kun meget nødig flytter uden for ringgaden. Eventuelle drømme om at returnere til Holstebro blev derfor skrinlagt og om ikke før, så da en ansøgning om et job som bygningsinspektør i byen glippede.

I første omgang løstes beskæftigelsesproblemet med selv at bygge huset i Sølystgade om. Forhus og baghus blev skilt ad fra kælder til kvist og alt hvad der kunne skiftes ud af installationer og udstyr blev fornyet, ligesom  rummenes funktioner blev omdefineret og nye vægge blev sat op. Omkring på de 200 m2. havde trods alt hidtil levet fem familier, en på hver sin etage… tre i forhuset og to i baghuset, og nu skulle der kun fyldes en familie ind i det hele. Gert der boede til leje øverst i forhuset ville det dog gerne anderledes, og han hjalp med hele ombygningen og fik baghuset i bytte for sine anstrengelser, og så blev han en nær af familien resten af vejen… foreløbig i 45 år. Han var gymnasielærer og var sikret for fremtiden, og den slags jobs var ikke almindelig for arkitekter, men så var der jo heldigvis mureriet. Således havde den unge arkitekt knap oprettet egen tegnestue som insider på en større tegnestue ude i byen før en af denne tegnestues andre arkitekter lokkede med et stykke murerarbejde som var så specielt, at hans lokale murere havde rystet på hovedet og takket nej. På den måde startede så en længere murermesterkarriere hvor Preben, en god ven og studiekammerat, ligeledes med nybagt arkitektstatus og murerbaggrund gik med på opgaven, sammen med en civilingeniør vi fandt ude i byen, som murerarbejdsmand.

Med lidt personudskiftninger fortsatte vi to arkitekter efterfølgende med en endnu større opgave og flere små indtil gruppen gik langsomt i opløsning, efter at den gamle Struer-dreng opnåede et vikarjob som undervisningsassistent på arkitektskolen. Det job kunne jeg godt lide, og i de følgende år faldt jeg over adskillige lignende job... også på teknisk skole og i universitetsverdenen og jeg blev stille og umærkeligt et medlem af det spirende prekariat af højt uddannede løsarbejdere som groede frem i disse år.

Med sådanne hensigter lagde DIB ud med sit første arbejde i Bolivia… et pilotprojekt, hvor der blev  eksperimenteret med byggeri af lerjord gravet op på stedet og direkte omdannet til færdige huse inklusive selvbærende lerjordstage kombineret med simple passivt fungerende solvarmeanlæg. "Lak'a Utas" kaldte de lokale aymarafolk husene… hvilket betød "huse af jord". Det gik godt og gav anledning til at arbejde videre på stedet, og denne gang et større udviklingsprojekt hvor der ud over byggeri også blev inddraget andre byggerelaterede og især indkomstskabende aktiviteter. Dette lykkedes dog kun delvist… men det afdækkede jo så bare nogle uforudsete problemer i relation til den lokale kommunale kapacitet i forhold til udvikling og det var jo ikke så ringe endda, for de problemer kunne DIB selvfølgelig også bidrage til løsningen af!

Det sidste projekt blev derfor igen udformet som en forlængelse byggende på tidligere indhøstede erfaringer og kontakter, og herunder en en videre udbredelse af Lak'a Uta over hele Altiplano, men nu også i kombination med et låneprogram og et lokalt kommunalt udviklingsprojekt i Lahuachaca beliggende i Sica Sica kommune. Nu var det pludselig et rigtig voksent projekt med over fyre ansatte og den storrygende arkitekt så nu døden direkte i øjnene! Han røg i forvejen 40 cigarretter om dagen og var sikker på, at det aldrig ville gå godt med al den røg oven i de forestående udfordringer… så ville han helt sikkert ende med 60 smøger om dagen, og det kan ingen holde til! Han gik til sagens kerne og stoppede enhver form for rygning samme dag som projektet åbnede den 1. januar 1997, og han har ikke røget siden.

Fra start gik det over stok og sten med stor begejstring blandt alle ansatte og også eksterne interessenter. Projektet var en stjerne på den Bolivianske himmel og så gik der, som det så ofte gør under sådanne omstændigheder, kage i det. På dansk side var der gennemgående tre ansatte og hos den bolivianske ngo-partner var der væsentlig flere. Det danske hold og det store flertal af de bolivianske ansatte svingede godt, medens den bolivianske top (kald det bare eliten) fordækt søgte at ændre den gældende dagsorden i projektet i retning af personlige interesser, samt her og nu at skabe sig selv økonomiske fordele. DIB tog konsekvensen af balladen og fyrede de besværlige og videreførte projektet med en ny mere lokalt forankret boliviansk ngo.

Efter seks år i sidste omgang var der i alt bygget ca. 500 huse, primært boliger og stalde, men også landsbyskoler, hotelhytter og en kirke plus det løse, og hertil kom et gennemarbejdet forskningsrapport med

Det lod jeg mig dog ikke ryste af, og indimellem og gang på gang byggede jeg et hus og solgte… så uden at have tænkt nøjere over det var jeg pludselig bygmester, og et af husene opnåede endda den hæder at blive vist i landets fremmeste byggeblad for arkitekter… nemlig tidsskriftet Arkitektur og ikke at forglemme... i Alt for Damerne.

Lige lidt hjalp det, økonomien vedblev svag om end den så stærk ud, og familien der få år senere havde indrettet sig i en villa nær stranden i Risskov gik i opløsning, og han flyttede syd på til Holme for at teste tidens fedeste trend for boligbyggeri "Tæt Lav", noget som lå meget tæt på, hvad han selv kunne have fundet på at tegne… og så endda i form af et bofællesskab! Jo det var ikke så tosset, men der skulle jo stadig brød på bordet, og det kom så som sendt af forsynet. Et nyt job vinkede… det havde noget med arkitektskolens u-landsafdeling at gøre, og han blev ansat af Mellemfolkeligt Samvirke som team leader for et hold unge der skulle i jobtræning som selvbyggere i Himalaya. Det blev et stort eventyr men også hårdt arbejde. På tre måneder tabte han 30 af 100 kilo og så savnede han vildt den forladte Grethe.

Savnet var gensidigt, og hjemme igen flyttede han derfor ind hos hende samtidig med, at han igen forsøgte sig med egen tegnestue som fremlejer på en større tegnestue på Klostertorv. Tegnestuen tilhørte Nils Madsen, en dynamisk og vidtseende arkitekt med gang i den, og den aktive atmosfære smittede, og inden nogen havde nået at se sig om var den genforelskede igen på farten. Han rejste til Sydamerika for om muligt at finde afsætning for nogle ideer han havde tumlet med tilbage i Himalaya… der, i Kasmir, kunne de nemlig ikke afsættes grundet en opblusset borgerkrig, og håbet var nu at de måtte kunne afsættes i Andesbjergene eller nærmere i Bolivia hvor der var tilsvarende vilkår. Heldigvis havde han slået sig sammen med en anden lejer fra tegnestuen Henry. Henry var filmmand og han kunne tale spansk, hvilket viste sig at være livsvigtigt på de kanter.

Turen endte efter en række strabadser succesfuldt og fastholdt vor mand på Altiplano de næste 25 år. Først skulle der bare lige oprettes en dansk ngo som kunne søge Danida, EU og andre donorer om penge… projektets koncept lå uden for, hvad eksisterende ngo'er ville optage i deres strategier, og det førte til dannelsen af Dansk International Bosætningsservice, DIB. DIB startede som en medlemsorganisation for primært arkitekter, sociologer og andre faggrupper med interesser for byggeri og planlægning i den tredje verden, og organisationens formål var kort sagt, at medvirke til forbedring af menneskelige levevilkår gennem udvikling og demonstration af bæredygtig bosætning.

“Begyndelsen” indgår i Bind I med ca. 20 sider. Klik på “Kladder”

konceptforslag for fremtidig kommune- og lokalplanlægning på Altiplano med folkelig deltagelse… baseret på fortidige Andinske demokratitraditioner i kombination med danske erfaringer. Således følte DIB at målene var nået, samtidig med at hoveddonor Danida generelt skiftede strategi for store dele af sin bistand, hvor der ikke længere blev givet høj prioritet til byggeri og planlægning.

Parallelt med aktiviteterne i Bolivia havde DIB overtaget lejemålet på Niel Madsens tegnestue og i lange perioder og i vekselvirkning med flere andre var vor mand også både formand og generalsekretær i organisationen hvor alle aktive mere og mindre var involveret i formulering og gennemførelse af projekter og forundersøgelser etc. både i Bolivia, men også i Cambodia, Sri Lanka, Etiopien og Sct. Vincent med flere.

Tilbage i Danmark efter det sidste Boliviaprojekt afviklede den hjemvendte projektleder og tidligere leder af DIB alle forpligtigelser på ledelsesplan i organisationen for at give plads til en ny generation af de dygtige medlemmer som havde været med gennem flere år, og som nu meget gerne ville tage over. Det passede samtidig godt ind i den gamles ønsker om at vende tilbage til sine gamle freelance byggeaktiviteter. I første omgang en totalrenovering af familiens nyeste bopæl på Elbækvej i Risskov, hvor han ud over fru Grethes store tilfredshed også opnåede, at tilfældige forbipasserende ringede på døren bare for at fortælle, at de syntes huset var blevet så smukt at se på. Således opmuntret deltog han i et kursus om byggeri af masseovne, et fortrinsvist finsk koncept som spredte sig i de år.

Knap var han imidlertid klar til at bygge ovne før han blev headhuntet (presset) til at indgå i andre nye skræddersyede om- og tilbygninger samt i sidste ende også nybyggeri… ikke fordi der var gamle kunder der havde gået og ventet, nej. Denne gang var det de nu mere end voksne og foretagsomme sønner Jacob og Ole der trængte sig på, og det med det store resultat at der nu findes en spændende tilbygning til et hus kaldet "Sølyst" i Høegh-Guldbergs Gade, plus en rekonstrueret "Hestestald" i Ravnsborg Tværgade på Nørrebro, en lystgård på Skuldelev Mark ved Roskilde fjord, og lidt til rundt omkring, senest i Langør på Samsø, efter og medens han i øvrigt har indrettet sig i et par nye boliger henholdsvis på havnen i Struer og tilbage igen i Risskov.