Bodil glemte aldrig barndomshjemmet som hun var fuldstændig hengivent. Ikke blot fordi hun var vokset op her, men i lige så høj grad grundet en respekt for den kultur som hjemmet var bygget op over og som dermed også var blevet

Bodils ståsted og udgangspunkt i livet.

I ejerlauget Dalsgaard havde der oprindeligt tilbage i 1500tallet været én meget stor gård som, under skiftende godser, og i et ret kringlet forløb siden var blevet delt i tre store gårde, hvor det midterste så til sidst i slutningen af 1800tallet gradvist var blevet udstykket i mindre jordlodder, som med forbilleder fra husmandsbevægelsen var blevet rystet på plads i passende lodder... tilstrækkelige som forsørgelsesgrundlag for en almindelig landbofamilie med forældre og en lille flok børn.

Søren og Sine havde overtaget ejendommen i 1920, efter at have boet i et lille ensomt beliggende landarbejderhus i det nærliggende Almtoft hvor Søren havde været teglværksarbejder. Om den tid er det fortalt, at Bodils to ældste søstre Meta og Anna var blevet så godt i stand, fordi de havde slugt så mange haletudser som altid svømmede rundt i drikkevandet, der blev hentet i et nærliggende mosehul.

Set i det lys var det lille husmandssted i Dalsgaard med sine 11 tønder land og indlagt vand et kæmpe fremskridt for den lille familie. Det blev da så også straks fejret med nedkomsten af den første søn Henry og siden også Krista, Gerda, Erik og Bodil... alle født hjemme og med god hjælp af en nabokone og den øvrige familie som alle var klar over straks ved den første ve, at sætte vand over til opvarmning på brændekomfuret så den lille ny straks kunne blive vasket.

Med de forholdsvist mange børn kom det, trods de ellers store forventninger om selvforsørgelse, til at knibe noget med husholdningsøkonomien. Derfor tog Søren en mælketur i tilknytning til det nye andelsmejeri i Nørskovlund i nabosognet Hinge... og med det job blev familien således også en del af andelsbevægelsen som netop vandt frem dengang.

Politisk var familien således socialdemokratisk, men også med  med et stænk af liberalisme når det gjalt om at tage et personligt initiativ og klare sig selv.

Religion blev der talt uendelig lidt om, men Søren og Sine var dog medlemmer af valgmenigheden for Hørup kirke. Valgmenigheden var for de pragmatisk kristne og dannet som modvægt til den hellige indremissionske strømning som ofte prægede de små landsogne.

Helt at have valgt kirken fra var utænkeligt på den tid og desuden nærede, i det mindste, Sine en vis tillid til vor herre... og Bodil fulgte hende på det punkt.