Det vides ikke præcist hvad der har været af bosætning lige her, men der kan i det mindste ses rigelige spor i baglandet om, at der tidligt har været en hel del af de gamle jæger- og bondekulturer til stede på egnen. De storslåede Gimsing Høje, der er op til 5.000 år gamle, er i det mindste vidnesbyrd om mennesker og samfund i området på den tid... for ikke også at nævne den senere, nu omkring 800 år gamle Gimsing Kirke, det ældste bygningsværk nær Struer. Alene denne bygning dokumenterer, at egnen også dengang har været med i front når nye vinde blæste, og sådan et kirkebyggeri har sandsynligvis været en folkesag, hvor alle har følt trang til at bakke op om den nye, mildere og mere løfterige gud.

Det kan så nok diskuteres om løfterne holdt! Men sikkert er det, at der frem og tilbage hele vejen lige siden har været rigtig godt gang i den inden for både landbrug, fiskeri og håndværk omkring Struer. Og mon ikke egnen også fik tilført en bunke nye gener allerede i året 1085,

da Knud den hellige fik samlet en større krigs- eller røverflåde i Humla... Humlum! Eller nok nærmere i Kilen hvor skibemne kunne ligge godt i læ og ude af syne før et planlagt togt til England! Togtet blev jo forpurret... og i ventetiden har mændene jo da vel skullet have tiden til at gå med mere end at spille på guldhorn og drikke øl... som de nok den gang, længe før Bryggergade, kunne hente i bryggerlandsbyen Ølby, ligesom andre fornødenheder nok har kunnet opdrives i de forskellige lokaliteter som Struer Dahl, Gimsing Hoved og Quistrup eller hvad de nu hed dengang i deres tidligste stadier.

Stedet kaldet Struer var endnu kun en snævring og en strandbred, som aller højest var tilholdssted for lidt fiskeri og ladeplads for en begyndende søværtstransport.... begge dele aktiviteter som blev bærende for den senere bydannelse og -udvikling hvor de først, i det seneste århundrede, er blevet overlappet og trængt ud, først af de arbejdskrævende industrier som slagteri og radio & tv udvikling. Den slags som nu også selv er trængt i mere end defensiven af landets generelle udvikling, hvor der også fortsat arbejdes i vilden sky, men nu i så abstrakt form at kun detailhandlen er til at få øje på i gadebilledet.

Det folkelige “ejerskab” til byen har, kort sagt, bevæget sig fra at være forankret i betegnelser som “fiskerby” over “arbejderby” og til nu... en “forbrugerby” hvis man vil fremhæve det mest dominerende lokale karaktertræk... en skæbne der på godt og ondt har ramt

hele den vestlige verden.

Et af de seneste knopskud i denne udvikling i Struer er byggeriet af Sejlhusene.

Sejlhusene er i vid udstrækning begrundet i netop en imødekommelse af forbrugsbehov... dels hos de indflyttede familier som bare gerne vil have et fedt hus, men også hos byen som er vild med nye og flere forbrugere på gader og pladser og i butikkerne.

Men hvor fanden får de pengene fra?

Før kunne man kende folk på arbejdstøjet, men nu ligner alle nogen der er til festival i fagre nye verden! De er lykkelige siger de... men hvad forstand har folk på egen lykke?

Hov, her røg nutidens eksistensfilosofi da vist lidt ind over historien... det er naturligvis også et spændende emne, men lad det vente medens der her vendes tilbage med et par emner mere fra fortidens liv i Sejlhusenes nabolag.

Væsentligst er jo naboskabet til Struer by der som beskrevet nok har sine ældste rødder nede i gruset her ved snævringen ind til Kilen, men som så tidligt har flyttet sit tyngdepunkt hen omkring den gamle fiskerihavn langs Struergade som nu hedder Østergade.

Gennem de sidste 3- 400 år har byen herefter udviklet sig mod syd, øst og vest, som det kan ses i nedenstående sæt kort hentet fra Thomas Bloch Ravns bog

“Struer. En limfjordsby i historisk profil”.

Har der mon været sådan en boplads for overgangskulturerne mellem jæger/samlerfolkene og de første bondefolk (Som man forestiller sig her i Ertebølle ved Løgstør for 5.000 år siden) inde under skrænten neden for det senere Bjerggade og tæt på snævringen!

Som dreng bevægede undertegnede sig frit omkring i Struer som otte- tolvårig. Det var en tid hvor begreber som fritidshjem var totalt ukendte og det var derfor vi børns eget ansvar at få tiden til at gå... byen og oplandet var vores legeplads.

Mine bedste klasse- og legekammerater i hele perioden hed Keld og Leif. De boede henholdsvis i Danmarksgade og på Strandvejen og jeg boede midt imellem ved Tegltorvet,

så tilsammen var vi på hjemmebane over hele byen... men havnen var dog det foretrukne territorie.

Således også området henne ved snævringen der for os var lig med kanalen mellem Kilen og Fjorden. Miljøet der var dengang et herligt klondike med tjærede skure, fiskegrej og gamle robåde!, og så stødte Leifs baggård direkte til kanalen lige der hvor den forsvandt ind under banen og Fjordvejen. Vi kunne bakse i timevis med en gammel tung robåd for om muligt, at finde nogle glasål som i særlig grad holdt til i kanalen. Denne jagt turde vi godt, også selvom det var os forbudt, for alt var forbudt, så den slags måtte vi generelt se stort på... og dog!

Vi måtte ikke ro ud på fjorden, det tvivlede vi ikke på, og da øretæverne hang løst i luften dengang, så roede vi aldrig længere end til vandkanten på den anden side, så regnede vi med at klare frisag!

Det ville have været herligt at have haft et billede eller to af vore aktiviteter dengang, men desværre var der ikke nogen der fandt det ulejligheden værd at dække vores færden.

I stedet har jeg været så heldig at finde et par gamle fotos på nettet som dels viser Leifs hus (med bliktaget i midten af billedet) og dels kanalens udløb i fjorden, hvor man oven i købet kan se spidsen af en robåd titte frem. Det kunne have været os, og vi ville nok også gerne have imponeret tøserne på broen, men billederne er mange år før vor tid på stedet.

Billedet til venstre er nok fra slutningen af 1800tallet efter byggeriet af dæmningen og anlægget af hovedvej og jernbane i 1856 - 1865. Indtil 1590 havde der værret et vadested mellem de to odder, men så byggede man en pælebro. Denne holdt dog kun i 50 år hvorefter man igen i 200 år måtte forcerede stedet til fods eller, i perioder, ved simpel færgefart.

Billedet til højre er nyere, måske fra 1930erne og en tid hvor der kun var en sti på fjordsiden af dæmningen.

Hermed slutter mine historiske iagttagelser om Struer og Fjorden her på stedet hvor Sejlhusene nu i 2017 er bygget og hvor flere er på vej.

Her er så alligevel et billede mere. Det er fra 1953 og er set fra fjerkræslagteriet ind mod byen og med bagsiden af det yderste af Strandvejen som motiv. I bunden af billedet ses Kiel-kanalens løb ind under fjordvejen og ud i fjorden. Her var et hyggeligt klondike og fra robåden kunne mann være heldig at fange glasål.

På Kilen blev der om vinteren stanget masser af ål og vi drenge tænkte at glasålene var deres unger hvad der jo ikke var helt forkert, men vi anede ikke noget om Sargassohavet og det mystiske yngleforløb.

Lige på den anden side af kanalens udløb ville man i et nyere billede kunne skimte Sejlhusenes karakteristiske profil.