Grethe og Jørgen

Forholdet havde varet knapt et par år... mest oppe over de mest svimlende lyserøde højder, og også ned under de dybeste og mørkeste nedture. Grethe var vidunderlig smuk, men også meget forskellig fra mig... i hvert fald var hun meget ordentlig medens jeg gerne tog lettere på diverse spilleregler! Og der gik da heller ikke lang tid før vi begge havde travlt med at file den anden til så hun/han bedre passede til de respektive forestillinger!

Dette var ikke let, og det gav da også anledning til flere brud og skønne genforeninger og noget midt i mellem... sådan som det nok var den dag hun overbragte budskabet om den ventede familieforøgelse.

Efter et par ugers stilstand var vi løbet på hinanden i julemylderet på Store Torv i Holstebro 1964. Hvilke planer jeg ellers lige havde den dag og for resten af livet har jeg ikke helt styr på, men alt hvad der måtte have været af den slags forsvandt som dug for solen... alt blev ændret lige der i denne stund midt på en halvkold decemberdag. På et splitsekund var bryllupsklokkerne begyndt at bimle, og der var for mig ingen tvivl. Som barn af en enlig mor, med al hvad dette kunde indebære af usikkerhed og rod i tilværelsen, havde jeg forlængst, og mindst ti år tidligere besluttet aldrig at udsætte et barn for noget lignende. Altså skulle vi bo sammen, og ville man det dengang... ja, så skulle man altså være gift, og vi skulle naturligvis være en familie.

Grethe

Grethe var født og opvokset i Holstebro og var dengang kontorelev ved Holstebro Kommune.

Hun stod pludselig i døren ind til salen. Aldrig, aldrig havde jeg set noget så smukt… hun var som at se en engel i al sin stråleglans… som hun stod der i en aura af lutter skønhed. Klokken var halv elleve om aftenen den 19 januar 1963, tolv dage efter hendes syttenårs fødselsdag, jeg var taget til bal arrangeret af Ungdomsklubben, der havde lejet salen i et forsamlingshus "Postens Hus" til formålet. Festen var lige nået til det punkt hvor det hele toppede og jeg nærmest kunne gå på vandet. I mit Prins of Wales ternede jakkesæt med grå Viyella skjorte og vævet slips, stod jeg med front mod indgangsdøren, bogstavelig talt med løftet cigarføring og en kreds af bekendte omkring mig. Hun blændede mig totalt og jeg ænsede ikke andet og formåede kun med det yderste af tåneglene at holde mig til gulvet… hende måtte jeg lære at kende… og så ro på, ro på!

Hun var sammen med en veninde, en af den slags piger som ofte knytter sig til en skønhed for at få del i beundringen, hvilket hun da også viste sig at have held til denne aften, blot så jeg hende knap, ja egentlig ved jeg slet ikke hvad jeg så, eller for den sags skyld gjorde. Der var rigtig mange fyre tilstede og jeg kunne ikke forestille mig andet end at hele bundtet stod med alle sanser spændt for at kaste sig over skønheden ved først givne lejlighed. Helt konkret stod jeg sammen med en cykelrytter fra Skjern, som forsøgte at tale til hende, og hun smilte til ham, ja jeg er lige ved at tro, at hun også dansede med ham… for fanden da. I min omtågede tilstand lykkedes det dog også mig at få kastet et par bemærkninger ind i spillet og redde mig et blik fra damen. Min optimisme var absolut behersket, det her var for godt til at være sandt og jeg tillagde ikke mig selv for mange chancer for succes. Hun talte mere og mere med ham cykelrytteren, som var lige lovlig påtrængende efter min smag, han havde nok allerede trukket det længste strå tænkte jeg. I virvaret mellem den skiftende musik og dansene var det svært at holde sig til, men jeg var dog tæt nok på, til at opfatte situationen på et tidspunkt hvor hun sagde nej tak til en sodavand fra bemeldte skjernbo. Hvad kunne det betyde! Jeg er normalt ikke altid snarrådig i sådanne livets afgørende øjeblikke, men nød lærer som bekendt nøgen kvinde at spinde, og det lykkedes mig således at få hende med ud på dansegulvet til tonerne af Let’s Tvist Again med Chubby Checker. Fik jeg fortalt at jeg lige nærmede mig toppen da hun ankom? …ja og nu, nu toppede jeg aldeles og fuldstændigt. Midt mellem den tids mange jazzfreaks var jeg fortsat, først og fremmest til hård Rock, og lige netop det nummer var for mig afslutningen eller sidste host af den gode halvtredserrock som havde tændt mit liv. Vi nærmest holdt os flyvende under hele nummeret, og sveddryppende bød jeg hende efterfølgende en appelsinsodavand da vi vendte tilbage til udgangspunktet! Ja tak sagde hun… dén greb jeg og dén holdt mig høj resten af den aften og stort set resten af mine dage, for hun havde jo i virkeligheden sagt ja til mig for al tid. Det var jeg jo ikke lige helt klar på den aften, men jeg var da klar over at nogen måtte cykle alene hjem til Skjern.

Hun havde en smuk gylden hud vidunderligt indpakket i en lyseblå kjole hægtet med en lynlås eller små knapper i ryggen som var gået fra hinanden midt på lige bag hjertet…. ja gæt bare hvem der måtte gøre sit bedste for at rette op på skaden, før vi måtte ud i den kolde sne. Intet kunne holde mig tilbage for at følge hende hjem. Det var der heller ingen der gjorde, men jeg måtte også lige tage veninden Lis med i købet, men skidt, de boede i samme opgang… sagde de. Grethe boede der bare ikke, hun havde snørret mig, og der forestod nu i de følgende dage et mindre detektivarbejde for at finde hende igen.

Jørgen

Jørgen (jeg) var født i Aarhus og opvokset i Midtjylland og mest i Struer. Nu var jeg murerlærling i Holstebro.