det gamle kongenshus

Her gengives et uddrag webmaster Lars Jørgen Jakobsens erindringer, der hvor han fortæller om sit møde med Kongenshus i 1950erne og konstaterede, at der havde været andre mennesker før ham ude i krogene.

Kongenshus

Mindepark for Hedens Opdyrkere

Allerede i 1954 var jeg første gang med ude at besigtige målet for min mor og Valdes helt store fremtidsdrøm. Det var nogle umiddelbart flotte men spartanskt tomme huse langt, langt ude på Alheden mellem Viborg og Herning på et sted der hed Kongenshus. Husene lå sammen med nogle træer helt alene, bygget på det yderste og højeste punkt af et fladt gråt hedelandskab der fortsatte uafbrudt mod sydøstvest så langt øjet rakte, og mod nord dykkede ned mod en svagt grønnere dal, hvorfra det igen steg og fortsatte mod nye horisonter, stadig domineret af lyng og brakjord… men nu også med partier af opdyrket land i det fjerne, og udsigt til den nærmeste og eneste synlige nabo, et lille husmandssted en halv kilometer mod nord lige på den anden side af dalstrøget.

Træerne og husene der hvor vi stod, ved kanten af den gamle istidsdal, viste sig at danne yderste forpost for et relativt nyt storslået projekt om oprettelse af en mindepark for hedens opdyrkere. De netop beskrevne hedearealer var det sidste større stykke naturlige hede som var tilbage i Midtjylland, hvorfra det i tidernes morgen havde strakt sig langt ned i Tyskland i retning mod Hanover. Det vil sige, at den urgamle hede havde været på vej til helt at forsvinde, og at den lange epoke med opdyrkningen heraf, især siden midten af det syttende århundrede, nu naturligt var ved at være tilendebragt. Og i den situation havde der så været et stærkt ønske blandt de mennesker og institutioner, som enten havde været en direkte del af- eller bare havde været tilknyttet denne proces på sidelinjen, om at skabe et værdigt minde.

12 år før, i 1942 havde en initiativgruppe med særlig tilknytning til Dansk Hedeselskab og Jysk Landvinding, derfor taget affære og havde haft held til, med hjælp af både statslige og private midler, at købe det ca. 700 hektar store hedeområde, på vegne af den til lejligheden nyoprettede selvejende institution ”Kongenshus Mindepark for Hedens Opdyrkere”. Alt sammen under forudsætning af en øjebliklig fredning og et løfte om en fremtidig passende drift og vedligeholdelse af arealerne som et historisk mindesmærke.

I tiden efter stiftelse og køb, havde institutionen derfor haft travlt med at iværksætte opfyldelsen af de indgåede betingelser, med ideudvikling og anlæg af en mindepark med tilhørende museum. Fokus havde været, at opnå og udvikle en landskabelig æstetisk smuk markering, samtidig med etablering af en folkelig og lødig oplysning, om det meget hårde slid, som havde været lagt for dagen af bønderne på de genstridige hedejorde specielt i det vestlige Jylland og tilstødende områder.

Det var resultatet af denne indsats vi nu kom og så. Det hele var knap et par år tidligere, i 1953, blevet indviet i pomp og pragt og med kong Frederik IX og Dronning Ingrid i spidsen. Hovedattraktionen havde naturligvis været selve heden og mindeparken, men dertil kom også, at det lille museum der var blevet bygget og indrettet i tilknytning til de ældre bygninger, og tanken var så at publikum ideelt kunne se udstillingen i museet, som optakt til den videre tur ud til mindeparken gennem heden.

I de første par år havde man dertil forsøgt sig med at imødekomme de besøgendes behov for mad og drikke ved et tilbud om lettere servering af fortrinsvist kaffe og kage, i de gamle bygningers stuehus, hvor den daglige drift havde været varetaget med et par enlige damer som forpagtere. Dette arrangement havde dog ikke haft succes… bygningerne var ret skrabede og ikke særligt indbydende, så kunderne udeblev og indtægterne havde været så små, at damerne nu var ved at opgive ævred. I den anledning havde mindeparkens bestyrelse ved formanden Niels Basse derfor nogen tid været på udkig efter en måde at sætte fornyet skub i foretagenet på… i og med at man også i bestyrelsen havde besluttet at øge ambitionsniveauet… Det var her min mor og Valde kom ind i billedet.

Hotelpionererne

Ganske vist var det sket ad, for mig, uransagelige grunde. Men de var blevet vilde i varmen, da de første gang var taget ud for at se på herlighederne, for her var virkelig en udfordring der talte til dem, og de tvivlede ikke på, at dette kunne blive deres livs opgave… og en drøm, om således at indrette og drive et super familie- og selskabshotel i de smukkeste landlige omgivelser, modnedes med lynets hast i deres hoveder… og da Basse ved samme lejlighed også fik sympati for deres ideer og visioner, blev det som de ønskede. De slog til og overtog forpagtningen efter damerne… men først skulle bygningerne lige renoveres og gøres anvendelige til finere hotel- og restaurationsdrift, og den proces kom til at strække sig over godt et år, men så havde stedet også forvandlet sig til nok det mest indbydende landliggerhotel i Jylland.

Alt det overordnede og det udvendige havde Valde taget sig af. Det vil sige først papirarbejdet, aftalerne og finansieringen, hvorefter han fik istandsat og fornyet alle installationer inklusive et nyt vandværk og indlæggelse af centralvarme over alt, så både tagetage og det meste af udhuset kunne inddrages som anvendeligt areal til hotelværelser og privatbolig, medens hele underetagen i stuehuset og det halve areal i museet blev indrettet til restaurationsdrift. Her var det så min mor som stod for den åndelige ledelse, med valg af tapeter, gardiner og møbler plus alt det løse, som service, bestik duge og hvad har vi. Hun valgte en noget landlig stil som osede af hygge, en stemning som hun siden understregede med fremstilling af store hjemmestøbte stearinlys og julepynt som folk kunne købe når de nu sad og hyggede sig med hendes fabelagtige kringler til kaffen, eller måske ligefrem blev og spiste husets glansnummer bestående af bøfstroganoff med kartoffelmos til hovedret og måske en romfromage til dessert.

Udvendig blev murene frisket op med ny kalk i lys okker på alle grundflader og med hvidtekalk på gesimser og pilastre etc., samtidig med at alle ydre arealer blev plejet og suppleret med nyplantninger i læbælterne og istandsættelse af den hullede grusvej, som desuden blev forskønnet med antikke belysningsstandere af støbejern hele vejen fra hovedvejen og op til bygningerne. Det var Valdes påhit, efter at have erfaret at det var muligt at købe et parti gamle gaslygter efter en gaderenovering i København… det blev sindssygt flot, og ikke et øje var tørt. Til sidst blev det hele krydret med en kæmpe flagstang, som sammen med et flot gammelt vand- og udsigtstårn på smukkeste vis dannede et super vartegn viden om i det storslåede landskab, hvor der pludselig også var installeret får og høns.

Jo, jo, det lyder jo nemt nok, når det sådan lige opsummeres, men der var dog et par sten af forskellig karakter at rydde af vejen eller at holde styr på undervejs. Stedet stod for det første tomt for mennesker under alle de besøg hvor jeg var med, og for mig virkede det hele ualmindelig dødt og gudsforladt. Det var på den kolde tid af året og der var jo længe ingen opvarmning… ja der var mørkt og klamt alle vegne, og en ellers fin marmorkamin som stod centralt placeret, mellem stuehusets to største rum var støvet og kold som resten af huset, og for den sags skyld også hele landskabet omkring det… ja, alt var støvet koldt og klamt.

Det vil sige, at jeg, hurtigere end min mor kunne nå at spørge om min mening, deklamerede at her ville jeg under ingen omstændigheder bo! Og fandtes der overhovedet skoler så langt ude på bøhlandet? Ikke fordi svaret ville kunne have gjort nogen forskel, for min vurdering og endelige beslutning var for længst definitiv. Og ikke desto mindre stod min mor så der og var helt vild, og Valde og var vild… ja sammen, så de bare alle mulige drømmesyn foran sig… med dem selv i hovedrollerne, i et super succesfyldt hotelprojekt, hvor de allerfineste gæster strømmede til, for at være med hvor det sneede… ved jagtmiddage og festarrangementer for det halve lands jetsetter og, ja vel nærmest også hele kongefamilien!.. og de hverken hørte eller så mig. De brændte bare helt på, og jeg stod bare der, helt kold… det her var lavere end bunden af bunden. Eneste lyspunkt var at der var god plads til uforstyrret at gå en tur… igen og igen, og det var så hvad jeg gjorde. På en eller anden måde kunne jeg jo lige så godt finde ud af hvad det hele nu var for noget, og ved min side havde jeg for det meste Keld, for hans selskab blev fra første færd min betingelse for overhovedet selv at ville tage med derud, for så kunne vi da i det mindste gå på opdagelse sammen. Og på en eller anden måde kunne jeg godt lide lugten af lyng og tyttebær, ja og blåbær fandt jeg også! Måske var jeg blevet præget på den slags, da mis mor slæbte mig frem og tilbage i sin gravide mave den gang på Grove hede.

Bygningerne og heden med parken

Bygningerne på Kongenshus var opført fyrre år tidligere i 1913, som domicil for en nordtysk forretningsmand Hans Dahl som, sammen med andre driftige folk havde fået den idé, at avle rensdyr fra Lapland på den jyske Alhede, hvor de mente at store forekomster af lav kunne ernære den slags dyr. Derfor var der udover det statelige stuehus også bygget en stald- og udhuslænge samt omtalte kombinerede vand- og udsigtstårn, som alt sammen kunne servicere driften af en renpark. Alle husene var opført i perfekt nyklassicistisk byggestil inklusive tårnet som nærmest var forsynet med kamtakkede skydeskår hvorfra man kunne se til verdens ende. De tre oprindelige bygninger var bygget enkelvist og hægtet sammen med en muret hegnsmur så det hele fremstod lidt som en trelænget gård. Blot var den åbne side nu netop blevet lukket med den helt moderne museumsbygning, der var opført med fladt tag inklusive et stort ovenlys konstrueret som en rektanglet omvendt kasse hvor lodrette vinduer hele vejen rundt kastede et fint lys ned i det store rum som var delvist møbleret med udstillingsmontre og arkivskabe med kilometervis af dokumentation om hedens opdyrkning.

Suk, suk og suk, det kan godt være at det hele var rigtig flot og spændende for gamle hedebønder og arkitekter, men de skabte altså ingen formildende omstændigheder i forhold til min vurdering af stedet. Det var simpelthen bare bygget for langt væk, og tænk bare på, at fjernsyn endnu ikke eksisterede i min nære verden… for slet ikke at tale om computere, de var end ikke opfundet. Men ok, så længe vi var to drenge sammen, så kunne vi jo godt få lidt ud af opholdene, men ofte var jeg jo også alene.

Mindeparken som sådan lå et par kilometer fra hotellet og museet, og indbød til en rask lille spadseretur, selv om de fleste faktisk valgte at køre derned, for så at gøre holdt ved en fin lille stråtækt kiosk og parkeringsplads, hvorfra der så var videre adgang til fods ad den ca. 800 meter lange mindelund anbragt i en smuk lille smeltevandsdal der slyngede sig gennem hedesletten, og på statelig vis var flankeret med en mængde større og mindre mindesten med inskriptioner om de mest fremtrædende hededyrkere… herred for herred og sogn for sogn, indtil man nåede bunden af den lille dal hvor den flød ud i en større dal, og hvor rækken af sten sluttede i en stor rundkreds af mellemstore kampesten, som var stillet op i en 50 meter lang og 30 meter bred oval, der afsluttede parken på en så harmonisk vis, at den samlede oplevelse godt kunne fascinere selv et par 10-11 årige drenge, der følte sig hensat i en stemning af et historiske vingesus, der utvetydigt også måtte have aner tilbage til vikingernes runesten og middelalderens tingsten. Det var så bare heller ikke ingen hvem som helst der havde stået for hele sætoppet… det var den nærmest verdensberømte danske landskabsarkitekt C. Th. Sørensen, som jeg uden at ane sammenhængen lige på stedet, omkring 15 år senere hørte forelæse om sine værker, blandt andre nogle runde haver i Nærum der fascinerede mig… men også om det for mig nye begreb "skrammellegepladser", som han på det tidspunkt havde arbejdet med og argumenteret for i 40 år. Det begejstrede mig, og på en måde ophøjede det mine egne erfaringer fra lergraven i Struer, men sammenhængen at jeg selv har jokket rundt i et af hans fremmeste værker i mindeparken på Kongenshus opdagede jeg først her under min research til parkens historie. Sådan har meget i mit liv forløbet… det er først nu, det går op for mig hvad der egentlig skete, både her og der. Det dukker op her hvor jeg genudsender denne livets film for mit indre blik.

Den store dal som gennem tiderne var dannet af Resen Bæk, strakte sig mellem landsbyerne Grønhøj i øst og Resen i vest og dannede samtidig den sydlige grænse for den centrale del af den fredede hedes arealer. Det vil sige, at der også lå et mindre stykke hede syd herfor, arrangeret på en måde så besøgende i alt kunne færdes af en ren og ubesmittet grusvej på syv otte kilometer gennem det vilde rå og dog så milde hedelandskab, dramatiseret med store sving ud over sletten og op og ned mellem smeltevandsdalene, ind til de ubemærket ramte Grønhøj, som jo i sig selv var en levende og legendarisk del af hedebøndernes historie, inklusive den gamle landevejskro hvor Steen Steensen Blicher, hedens digter, også havde haft sin gang. Og så havde Keld oven i købet nogle slægtninge i landsbyen, som vi besøgte når vi ellers var på egen hånd og på cykel. Nu ved de som har læst med her til jo så også godt, at jeg havde aner i Grønhøj, men det havde jeg ingen anelser om dengang.

Annine og Andreas

Når jeg var alene kørte jeg knap så langt, men så tog jeg ofte den korte tur ned til mindeparkens kiosk og besøgte Anine og Andreas som hver især havde deres job med at sælge slik og souvenir fra kiosken og billetter til de besøgende til mindeparken eller til de som blot ønskede at køre en tur længere ud på heden. De var rigtig hyggelige og havde altid tid og tilsyneladende også lyst til en snak om løst og fast. Ret beset var der jo nok også dage hvor der heller ikke skete meget i deres tilværelse der på deres udsatte post, og så kunne det jo godt bidrage til underholdningen, at høre hvad sådan en knægt gik og mente om verdenssituationen. Dertil kom at de også selv yndede at fortælle historier fra heden og omegn, og så var der jo lige det, at Andreas havde en lille interessant nebengesjæft med at fange hugorme som han øjeblikkelig puttede i sprit i tomme flasker af forskellig størrelse, hvor de så kunne ses i den ”frosne” tilstand hvor de havde endt livet i forsøg på at komme op af flasken. Nu kunne man så i ro og mag se alle de forskellige fine grå og brune farver som prydede de ikke ufarlige dyr, som nu stod opmarcheret med salg for øje i en lang række i et af kioskens vinduer. Andreas var nemlig verdensmester i at falde i snak med folk, og på den måde svandt rækken af orme hurtigt ind, men så var det jo bare med at komme ud og fange nogle flere.

Desværre var der aldrig nogen der bad om at blive fanget når jeg var der, men det var noget med at tage dem i halen, og så nærmest lokke dem til selv at søge ind i flaskerne til deres kranke skæbne. Det var i øvrigt også hernede bag kiosken, i en lysning inde blandt nogle spredte nåletræer at urfuglene ofte opførte deres berømte parringsdanse! Det så jeg heller aldrig selv, for det foregik meget tidligt om morgenen lige omkring solopgang, og det var en kendt sag at det kun var de allerheldigste eller dygtigste som det lykkedes at få dem at se. Ellers tænkte jeg, at dem kunne jeg jo altid forsøge at få at se, men det var ikke smart, for nu har de været uddøde der på stedet siden 1990erne. Til gengæld så jeg dem så, som så mange andre, i stedet i udstoppet stand i et af montrerne på museet.

Annine og Andreas boede inde i Grønhøj, og der besøgte jeg dem også, for kendte man de to gamle, så kendte man også hurtigt resten af Grønhøj hvor mange også var deres familie. En datter og svigersøn havde en købmandsbutik i landsbyen, og en anden datter Margit var kæreste med svenden henne i smedjen. Desuden var der foderstofhandel, brugs, cykelsmed og meget andet i Grønhøj, og da jeg blev større oplevede jeg også at være til teltbal på den lokale fodboldbane, men rigtig fortrolig med landsbyen blev jeg ellers ikke.

Dortea

Sådan ca. 800 meter nord for Kongenshus, lidt inde i nabosognet Daugbjerg, lå det tidligere omtalte lille husmandssted tilhørende en gammel kone ved navn Dortea. I 50erne drev hun stedet sammen med en voksen søn, som antagelig har drevet stedet videre alene efter hendes tid. Dengang var der en traditionel besætning med en fire fem køer, et par heste og et hold grise samt noget fjerkræ. Det hændte at jeg et par gange blev sendt derover for at hente frisk mælk, Og det var da mit indtryk at Dortea nærmest arbejdede efter samme principper som i hendes barndom måske på samme sted, og stemningen på stedet føltes meget som et skridt langt tilbage i historien. Noget kunne også tyde på at denne mælkeleverance har været for upraktisk i det lange løb, for efter en tid blev mælkeprodukter til hotellet købt ved mejeriet i Frederiks. I dag ærgrer det mig, at jeg ikke foretog nærmere studier af stedet, som nok var noget af det mest autentiske forhistorie jeg ellers er stødt på i real life.

Kongenshus i landskabet

Samtidig med at drømmen om livet på Kongenshus modnede sig, var det at Valde købte en Chevrolet Styline. Måske havde han haft bil før, men min mor og jeg havde jo da i hvert fald aldrig haft bil, og nu kunne vi altså pludselig bevæge os frit gennem landskabet helt som vi selv ville. Det vil sige, at med Valde som chaufør var det nu mest som han ville, og dette ofte "med vild drøn på udover stepperne"… sådan lidt adstadig ud af Struer over Vinderup og Sevel før vi kom til Holstebro/Viborg landevej hvor der var noget mere bevægelsesfrihed og hvor vi altid var over de 100 kilometer i timen, hvad der snart ikke kunne imponere mig på den rute, men så ændrede alt sig, når vi drejede fra i Sjørup mod Kongenshus og kom ind på den mindre Skive/Koldingvej… her kom galskaben op i Valde! Så holdt han cigaren lige i munden og sparkede rigtig til speederen til min store fryd. Vejen var oprindelig bygget af den store hedepionerer og ingeniør, Enrico Mylius Dalgas, dengang man endnu lagde en ny vej direkte i terrænet følgende de højdekurver der nu en gang måtte være… og lige her havde istidens omvæltninger i sin tid efterladt en lang række revler, som vi nu over flere kilometer kørte på tværs af i en gevaldig søgang, bilen steg og faldt i et væk og kastede os op og ned i kabinen, jo værre jo højere… afhængig af bilens fart, og det forstod Valde at udnytte, medens min mor hylede op om at sætte farten ned, og jeg heppede på for at få endnu mere drøn på. Efter en stund drejede vejen dog og gyngeriet fladede ud og var borte da vi passerede Sejbæk Gårde i Resen sogn, hvor vejen nu gik opad og Kongenshus dukkede op i horisonten på toppen af et bakkedrag, hvor det lå omgivet af lave forblæste træer med det karakteristiske tårn knejsende majestætisk… højt over Sejbæk dalen, på kanten af den ellers flade hede.

Ud mod hovedvejen var indkørslen markeret med to murede piller der dannede en flot portal ind til bebyggelsen, som på mangt en herregård… og også herfra var det et imponerende syn, når de stolte bygninger åbenbarede sig med hovedbygningens smukke og velafbalancerede facade flot understreget af tårnet bag den… ud mod heden i syd.

Det var flot, men i farten vakte det også min forundring, at der var en tilsvarende portal til den anden side ind mod terrænet mod nord, hvor der ikke var nogen bygninger eller anden aktivitet, hvilket da også var markeret med en sort jernkæde der hang mellem de to støtter. Sammen med det høje urørte græs omkring stedet, markeredes yderligere at her var der ikke noget at komme efter… kun en masse træer og et krat der brød ind i et ellers bredt stramt bælte af store lærketræer, vist nok af en særlig canadisk art, plantet af Det Danske Hedeselskab, dengang de havde overtaget ejerskabet af stedet.

To piller og en sort kæde hvor der næsten står "Forbudt" på har sin helt egen virkning på store drenge med et spirende opdagelsesgen, Så vi, Keld og jeg, eller hvem der nu lod sig lokke med til Kongenshus de kommende år, lod os ikke friste mere end en gang, før vi sprang over den sorte kæde for at indtage det forbudte land. Ingen vidste noget om arealet, måske lige med undtagelse af direktør Basse, men ham spurgte vi ikke, så der var kun et at gøre… vi måtte selv se hvad vi kunne finde ud af… havde der været mennesker før? Jo, det havde der, kunne vi straks se, for i kanten af en lysning mellem træerne der her nærmest var urskov voksede to delvist fritstående frønnede æbletræer godt tilgroede med lav og andre nedbrydende vækster. De kunne kun stamme fra mennesker var vi overbeviste om… medens vi var intetanende om, at de mange skævblæste bøgetræer der også voksede her ligeledes måtte være en reminiscens efter tidligere tilstedeværelse af mennesker. I stedet lagde vi mærke til at der ikke så langt fra æbletræerne var et stort meterdybt rundt hul i terrænet. Det måtte også stamme fra mennesker, ligesom nogle andre lavninger i terrænet mellem træerne kunne indikere, at der her havde været en hulvej der førte ud i heden. Alt dette fjernede den sidste tvivl, og selvfølgelig måtte vi så også undersøge hvor en sådan vej førte hen. Umiddelbart var der ikke noget at se uden lidt markeringer i plantevæksten hist og her… nede i dalen! Det forholdt sig nemlig sådan, at vi stod ved kanten af et større dalstrøg i forlængelse af Sejbæk dalen ca. der hvor det ifølge gamle kort i dag er svært at vurdere om det heder Storedal eller Hjortedal! Sikkert er det dog, at dalen på det nærmeste danner nordgrænsen for det store stykke land med Kongenshus Hede, og fra udsigtsstedet i kanten af "vores urskov" kunne vi se milevidt ud over- og op og ned langs dalen.

Dette billede fra 1891 af Carl Milton Jensen viser præcist hedelandskabets karakter,
og det kunne godt have været fra Store-eller Hjortedal. Bemærk den nok 4.000 år gamle gravhøj.
Trafikken med oksekærre foregik hvor der var fremkommeligt og det skiftede derfor jævnligt kørebane når slitage fra tidligere kørsel og samlinger af regnvand havde skabt et ufremkommeligt morads.

Storedalen og Hjortedalen i historiens vingesus

Dalen lå som en oase på begge sider af Sejbækken der havde sit udspring nogle få kilometer mod øst nord for Grønhøj i Frederiks sogn, hvorfra den så har sit løb, når der ellers er noget vand, gennem Resen, Daugbjerg og Vroue sogne før den flyder sammen med Karup Å ved Hagebro. Egnene nord for Sejbæk havde sporadisk været opdyrket i lang tid. En gravhøj tilbage fra bronzealderen på kanten af dalen ud mod heden vidnede og vidner stadig om, at der i det mindste har færdedes mennesker her de sidste vel 4.000 år, men ellers antages det, at de dyrkede arealer og deres gårde og husmandssteder primært har deres rødder tilbage i tiden med fæstesystemet under og før enevældens tid.

Hedesletten mod syd var og er den nordligste spids af den mægtige Alhede, som igen var en del af datidens vidt udbredte hedeområder der strakte sig fra langt nede i Tyskland med egnene omkring Hanover og langt op i Jylland. I dette landskab herskede kun naturen således, at der ellers ikke fandtes nogen egentlige ejere, hvilket for Danmarks vedkommende så skal forstås således, at arealerne tilhørte kongen som såkaldt krongods, hvor kongen og hans folk kunne jage og så at sige høste vildtet! Alt andet jagt var krybskytteri, hvad der så også var en hel del af.

Historien for de enorme hedearealer og krongods, starter således i civilisationsmæssig forstand først godt inde i 1700tallet, på et tidspunkt hvor Danmark så at sige var på røven. I århundredet før havde der været pest og krige med utallige døde. Herunder også ofrene for 30årskrigen der endte med at svenskerne havde taget Skåne, Halland og Blekinge… medens Jylland, både under og efter krigen tilmed havde været hærget af lovløshed og røveri i en uafbrudt strøm, på en måde, så det nu enevældige kongerige fattedes penge, grundet den manglende basis for skatteinddrivelser.

En god økonomi havde derfor, i situationen, lange udsigter… enhver kunne se, at den forarmede danske befolkning ikke kunne presses yderligere, hvorfor kongen… Frederik V's rådgivere da også fandt ud af, i øvrigt 100 år før Dalgas gjorde det samme, dengang det var tabene i 1864 der skulle heles, at "hvad der udad var tabt, det måtte indad vindes"… Man måtte simpelthen skabe nye indtægtsmuligheder som erstatning for de som var gået tabt, og det ville kort sagt sige, at der i praksis nu måtte sættes gang i opdyrkningen af de kæmpe store krongodsarealer, for de var jo Kongens og dermed Statens ejendom, og så var det jo lige til at gå i gang med! Godt nok naturligvis, men man overså bare lige i første omgang, at der slet ikke fandtes arbejdskraft til sådanne initiativer. Befolkningstallet var jo netop reduceret kraftigt gennem de nys dårlige tider, og mange danske bøndergårde lå i forvejen hen som ødegårde… herunder også mange af de såkaldte ryttergårde der, gennem krigspligt, var blevet drænet for deres mandskaber, hvor der blot gennem den seneste svenskekrig i begyndelsen af 1700tallet, havde været mindst 5.000 mand der aldrig vendte hjem igen.

Altså var der ingen danske bønder der bare stod parat til at opdyrke den jyske hede… tvært imod… de løb skrigende bort, og her hjalp hverken gulerod eller pisk. Men det var der måske råd for! Kongens hold, under en grev Moltke, opgav i hvert fald ikke så let… man vendte blikket mod Tyskland hvor man i forskellig grad havde store problemer med stridende befolkningsgrupper, hvor især reformerte lutheranere og diverse katolske grupperinger var oppe mod hinanden, så det kunne formodedes at mange, hvis de ellers fik muligheden, ville være parate til at prøve lykken i et nyt land, Danmark! Og hermed er vi fremme ved civilisationens begyndelse på Alheden, og for at det ikke skal være løgn, så begyndte det hele netop på kanten af bakkeøen ved Kongenshus og det jomfruelige dalstrøg der passerer nedenfor mod nord.

Ud af alle bestræbelserne ankom således nu den 16. oktober 1759, ifølge Jeppe Aakjær i skriftet "Agermuld og Hedesand", de ni første "kongelige tyskere og et muldæsel" til Havredal godt 10 kilometer mod øst på Alheden for at tage fat på opdyrkningen af denne del af den jyske hede… projektet var da sat i søen med en koloniby i henholdsvis Havredal og Grønhøj hvortil, i begge kolonibyer, nogle af mine egne forfædre, som jeg ikke anede noget om den gang, også emigrerede til i 1759 og 1760. Processen forud havde været lang og kompliceret, og kunne for den sags skyld godt dokumentere at det aldrig har været nemt for et land at byde fremmede indenfor i større stil til permanent bosættelse… der er altid nogen der mest ser fordelene og andre der kun ser ulemperne, og selvom det i dette tilfælde var kongemagtens projekt og at styret var enevældigt, så skulle der alligevel trædes varsomt, for var det ikke bare nasserøve og kriminelle hele bundtet? Tænkte den gamle almue rundt langs heden, som de jo hidtil havde benyttet som et overdrev ad libitum. Måske var det i det lys, at kongen allerede i 1754 havde bevilget såvel penge som land til et aller første spadestik i et banebrydende pilotprojekt for kronegodsets opdyrkning, med tysk deltagelse! En kaptajn med god hedebrugserfaring fra sin hjemegn i de dengang danske besiddelser i Meklenborg, Ludvig von Kahlen, overtog således en stor hedeparcel knap 5 km. vest for Grønhøj… lige netop der hvor jeg nu stod på min "platform" 200 år senere ved overgangen mellem Storedal og den yderste nordlige del af Alhedens vidtstrakte slette og indåndede den pragtfulde syrlige lyngluft tilsat strøg af tyttebær, blåbær og revling.

Tegningsudsnitet til venstre viser Storedalen med Sejbæken, hvor man kan forestille sig at
von Kahlen byggede det første Kongenshus på det flade stykke mark til højre
lidt hævet over bunden af dalen. Tegnet af Achton Friis.
Fotoudsnitet til højre viser et eksempel på en traditionel Meklenborgsk bondegård
som stilmæssigt antages at have været forbillede for det opførte Kongenshus. Udsnit fundet på nettet.

Von Kahlen var en ihærdig, ilter og målrettet mand, og han kastede sig over opgaven med brask og bram og startede op med en mindre besætning af husdyr som kunne bidrage til husholdningen medens han det første år fik bygget en antagelig traditionel Meklenborgsk bondegård med stuehus, lo og stald i en og samme bygning og med et meget højt stråtag som udgjorde et markant landmærke for de vejfarende på denne del af den brune hedeslette.

"Kongens Hus" kaldte han huset i taknemmelighed til kongen som indtil videre havde betalt gildet, og så tog han til Tyskland for at hverve en gruppe tyske landarbejdere så der kunne komme ordentlig skub… også på selve landbruget. Dette gik dog straks galt, de hvervede tyskere brød sig hverken om manden, stedet eller opgaven da realiteterne stod klar for dem! De betragtede det hele lige så udsigtsløs som også de danske bønder, og de nægtede at være med. Herefter endte det hele med… efter fængslinger og retssager, at de tyske landarbejdere rejste hjem igen, og at von Kahlen selv påtog sig al arbejdet,… hvad han dog måtte opgive efter nogle få resultatløse år. I 1766 solgte han alle herlighederne og endte sine dage som forvalter i den danske flådes by Frederikshavn. Køberen var en københavner, Christen Jensen, som allerede i flere år før havde bosat sig som nærmeste og eneste nabo. Han havde indrettet sig med en landhandel og tilhørende krovirksomhed oppe ved vejen, muligvis på stumperne af en tidligere kro på stedet.

Fra det oprindelige Kongenshus over Aunsberghus til ny- og lille Kongenshus

Ifølge en gammel myte skulle der her have været smugkro og ulovlig destillation af brændevin hvorom der fortælles, at et sæt brændevinstøj (et destillationsapparat) i hast engang blev gemt i en rævegrav, så det ikke skulle falde i hænderne på en øvrighedsperson der var set nærme sig huset. Det mystiske var så, at man aldrig fandt udstyret igen… og hvem kunne have taget det! Det var næppe ræven, men måske var det den jyske Robin Hood, Jens Langkniv! Det er i hvert fald en kendt sag blandt indviede, at denne almuehelt i 1600tallet havde holdt til ved en kro et sted her ved Sejbækken, det er ganske vist… og blandt andet havde han jo da også en trolovet der boede hos sine mistroiske og genstridige forældre i Resen, for enden af et hjulspor der netop førte fra hans egentlige hjemegn Søvsø, og lige her forbi hvor det krydsede Sejbækken før det førte videre over heden ind i Resen sogn. Alt dette var dog fortid, og ikke noget Christen Jensen havde haft noget med at gøre, han havde suppleret sin kro- og handelsvirksomhed med noget landeri og fårehold, eller var det omvendt..! Stedet var i hvert fald blevet kaldt Aunsberghus… et navn der godt kunne oversættes til Fårehøj.

Der havde næppe været andre købere til von Kahlens Kongenshus, og der er da også teorier om, at Christen Jensen sidenhen blev boende oppe ved vejen og gradvist pillede det oprindelige Kongenshus ned så der en tid kun var en simpel stue- og staldbygning tilbage på den oprindelige beliggenhed medens resten af materialerne antagelig er blevet anvendt til istandsættelser og udvidelser på bygningerne ved landevejen, der herefter også langsomt har overtaget navnet Kongenshus. Nå, men efter 6-7 år opgav også han, og der kom skiftedag igen… og nu blev hele molevitten solgt til en baron Rosenkraz på Krabbesholm ved Skive, der straks indsætter en Jens Sørensen med hustru Lisbeth Kierstine Pedersdatter som fæstere. Krabbesholm havde brug for et stykke hede hvor de kunne udvinde brændsel i form af lyngtørv. Det var et hårdt arbejde som de satte deres fæstebønder til, og mon ikke det nye par på Kongenshus kom med fra Skiveegnen! Det vides ikke, men det vides, at de blev stamforældre til de næste fem generationer fordelt på de to ejendomme det oprindelige- og det nye Kongenshus hvortil kom, at der i 1826 også blev etableret et nyt husmandssted nede i dalen godt en kilometer mod øst, og som også blev fæstet af efterkommere fra Jens og Lisbeth, hvis familietilnavn nu var Dahl. Senere skete der så det at en kartoffeltysker af Bertel-slægten fra Sandkjærgårde giftede sig ind på Kongenshus Hede… og her er vi så tæt på, at også jeg er i familie med de fortidige beboere på Kongenshus hede.

Det var jo sådan, at de forskellige kartoffeltyskerfamilier i nogle generationer giftede sig med hinanden på kryds og tværs så alle blev noget nær i familie med alle! Et sådan slægtskab har jeg dog ikke fået sporet, men under den megen research i øvrigt er jeg i en bog om Den Jyske Hede af Mylius Erichsen stødt på billedet af en mand foran et simpelt bindingsværkhus som jeg tilfældigvis også har set afbildet uden manden i en artikel i Fjends Egnshistoriske Forening årsskrift 2009, angivet som et af husene i Det Nye Kongenshus. Via kryds af disse to kilder kan jeg slutte. at manden så må være Jens Lauersen, den sidste bonde på Lille Kongenshus og dermed på Kongenshus i det hele taget, eftersom den sidste fæsters enke, hans tante, på Det Nye Kongenshus og Aunsberg forlængst havde forladt stedet og overladt det til et stille forfald. Med en fotograf/tegner på stedet i 1904 har den gode Jens, ved udsigten til bare en lille oplevelse, med stor sandsynlighed været på pletten og beredvillig stillet op som manden i huset, om end der var en god spadseretur mellem hans sted og de forladte huse oppe ved vejen som var motiv for fotografens anstrengelser.

Det hele fik dog herefter snart en ende. I 1909 var der kun var ruiner tilbage af det oprindelige og det nye Kongenshus og hvor Lille Kongenshus som det sidste blev endelig forladt i god tid før 1913 hvor en investor Hans Dall fra Hamborg købte hele området for at bygge et helt nyt Kongenshus på den sydvestlige side af Skive-Kolding-vejen, for herfra at iværksætte rensdyravl med basis i importerede rener inklusive en lappefamilie fra Norge, men det er en helt ny og anden historie. Her vil jeg blot vende tilbage til min udsigtspost ved kanten til den store dal, hvor jeg nu ved lidt mere om de mennesker hvis spor jeg fandt på stedet i sin tid for mere end 60 år siden, og hvor jeg også ofte overnattede i telt med åbningen vendt ud mod solopgangene hvor mosekonen bryggede nede i dalen og hvor jeg ellers bare vandrede mine ture ad de hemmelighedsfulde lyngstier, kun med en anelse om det slid og slæb som her engang havde hersket, og som siden bare er groet mere og mere til.