Nutte

1927 Hos fotografen

1936 Nutte var den midterste af 7 søskende.

Her ses hun som nr. 2 fra venstre sammen med sine søstre Meta, Bodil, Gerda og Anna.

Desuden var der brødrene Henry og Erik

1935 1936 Nuttes opvækst var præget af livet på et lille husmandssted med køer, grise, heste, høns og andet fjerkræ og selvfølgelig også en hund og katte.

Til venstre får hun og lillebror Erik en tur på hestene der trækkes på græs, og til højre står Nutte bag sine forældre Sine og Søren samt lillesøster Bodil plus hunden Molly og en ko i baggrunden.Dengang stod dyrene tøjret på marken når de var på græs! Ingen i nabolaget Dalsgaard havde endnu fået elektriske hegn.


Husmandsbørn havde kun meget lidt købelegetøj og når de legede bondegaard fandt de derfor på at bruge sten, pinde og kastanjer som dyr og forskelligt skrammel som tomme skotøjsæsker kunne forestille staldbygninger etc.

I stedet for at lege var de så til gengæld så heldige (eller uheldige) at få lov til at arbejde med når der skulle laves markarbejde og når der eksempelvist skulle køres hø ind. Så samlede de en masse hø sammen og stablede det op som et helt høbjerg på en hestevogn, og fik så lov til at sidder oven på læsset under hjemkørslen.


Det var dog ikke arbejde alt sammen... der var også fornøjelser, og her var dyrskuet i Kjellerup det mest populære! Ud over alle de flotte dyr var der også et omrejsende tivoli på dyrskuet... med karruseller og luftgynger og tombolaer og skydetelte hvor man kunne vinde en bamse, hvis man var heldig. Nutte fik aldrig en bamse eller en dukke, men da det var hendes yngste søster Bodils tur gik det lidt bedre for familien, og så fik hun den fineste dukkelise. Den kunne åbne og lukke øjnene og var meget meget fin... indtil jeg kom til, og stak øjnene ud på den med mine pilfingre.


Herover ser vi Gerda, Erik og Nutte til dyrskue hvor de har fået en ispind. Til højre er Nutte og Gerda og en veninde ved Hinge sø for at bade. Ved hinge Sø var der også en sommerrestaurant, og der fik Nutte lejlighedsvist et job i køkkenet før hun blev konfirmeret. Det var via dette arbejde hun fandt ud af, at hun gerne ville arbejde i restaurationsbranchen. Det var langt mere spændende end at være tjenestepige på en gård eller andre steder, for så siden bare at blive landmandskone.


I et år efter konfirmationen havde Nutte fået plads (job) som pige i huset et sted inde i Kjellerup og derfra igen et job på en landbrugsskole i nabosognet Levring, men så var tiden også inde til, at hun rejste til Silkeborg for at arbejde på et pensionat, hvor hun vel så var et par år før turen gik videre til den forjættede by Aarhus! Der var hun i 1944 køkkenpige og servitrice på et lille spisested der hed Up Town. Det var i Frederiksgade nabo til den legendariske danserestaurant Maritza.

Mellem Maritza i Frederiksgade nr. 76 og Up Town i nr. 74 var der dengang en byggetomt. Den er bebygget nu i 2014, Maritza er borte og Up Town er stadig et lille spisested, men hedder nu “Restaurant Substans”, og der mødte Nutte min far antageligt på sin 20 års fødselsdag i 1944.


Og det er en helt anden historie, men den må læses i selve biografien!


som stadig kan downloades her i:


En Dreng I Et Spil Kegler


Bind I

Nutte nr. 2 fra højre forrest, da hun som 18årig var med i husholdningen på Levring Landbrugsskole.

Turene mellem Dalsgaard og aarhus foregik på cykel... ofte sammen med søster Anna som også arbejdede i den jyske hovedstad.

Samværet med søstrene betød meget, men drenge var vist også velkomne!

Vi så lige Nutte sammen med søster Bodil og søster Anna. På det sidste ser vi et kryds, og mon ikke billedet har været brugt, eller tænkt brugt, til en date?

Lige her ser vi igen Nutte med søster Bodil, men også sammen med sin mor Sine og sin morfar Kresten Nielsen. Han ser frisk ud men døde samme år, så helt frisk har han nok ikke været, og nu måtte familien klare sig uden ham. Det kunne familien godt, men de havde haft meget fornøjelse af ham... både da de byggede deres første hus, og igen senere da de købte deres livs husmandssted i Dalsgaard ved Kjellerup, hvor billederne her er taget.


Kresten efterlod sig ikke alverden. Han nåede lige at flytte ind på alderdomshjemmet i Kjellerup før han døde, og dér hang der et stueur på væggen og på gulvet stod der en chaiselong, sådan en slags liggestol eller liggesofa... ja og så var der nok lidt mere, men de to nævnte effekter havnede altså i stuen hjemme hos mine bedsteforældre, og sjovt nok var lige de to ting  blevet tilovers da min mor og hendes søskende tømte dødsboet efter mine bedsteforældre, da de begge døde i 1982... først min bedstemor og så bedstefar juleaften.


Ak ja, og nu har chaiselongen passeret mig og er havnet hos mit barnebarn Margueritte, og uret ligger lettere skadet på mit pulterkammer.

@


Krista var 14 år gammel da hun forlod hjemmet i Dalsgaard i 1938.

I god tid var hun, som traditionen bød, begyndt at samle minder i sin poesibog, og på denne måde fik de medfølgende ord fra hendes bedstefar Kresten og hendes søster Gerda en ganske særlig betydning!

Det var desværre af den mest sørglige grund, da de begge døde kort tid før hun overhovedet kom afsted.


Den gamle Kresten var jævnaldrende med min nuværende alder, og det var da et savn at han døde, men overraskende var det jo ikke, man kan næsten sige, at hans bortgang blev taget til efterretning!

Helt anderledes var det for Nutte at tage afsked med sin lillesøster Gerda der havde stået hende særlig nær. Det var nærmest traumatiserende... men det fortæller jeg om i selve biografien som kan downloades her:


En dreng i et spil kegler: Bind I


Min mor Krista havde sin mors brune øjne og blev kaldt Nutte


Lad mig lige gentage, at biografistoffet her på hjemmesiden primært er tilfældige strøtanker og erindringer, som i bedste fald kan supplere den egentlige selvbiografi som gradvist vil blive lagt på nettet, sådan som bind I nu er lagt ud.