Midt mellem bondegårdene og herregårdene opstod proprietærgårdene.

Nye vilkår- og nye folk skabte dem.

Den store opblomstring af proprietærkonceptet foregik omkring slutningen af 1600tallet og begyndelsen af 1700tallet. Mange nyrige købmænd fandt det interessant at udnytte den relativt nye adgang til at investere deres formuer i store landbrug og samtidig forvandle og benytte bygningerne til lystgårde. Sådan, som også flere studeprangere i min svigerfamilies vestjyske slægt i Hardsyssel.

For de enkelte proprietærer var investeringerne ofte underskudsgivende. Men for helheden... det danske landbrug, førte de nye tilgange og folk dog også ofte til vigtige fornyelser i den generelle landbrugsudvikling.

Byggestilen var gennemgående at udskifte eller ombygge fortidens stuehuse hvor bindingsværk og stråtage blev afløst af grundmur og fast tag... fortrinsvist i tegl. Et karakteristisk træk var at forsyne facaderne med store midterpartier, og gerne i kombination med anvendelse af balkoner og snurrige detaljer som flotte hovedtrapper og haveanlæg etc.

Tendensen var at konkurrere med herregårdene i storhed og status, og i den sammenhæng blev der så plantet fine alleer og sat springvand eller flagstænger op midt på gårdspladserne, omgivet af stramme symmetrisk anbragte avlsbygninger og flotte portgennemkørsler etc.

Muligvis opstod kimen til fremtidens moderne landbrug i 1600tallet, ved enevældens indførsel, da en helt ny type bondegård tog form i skikkelse af proprietærgården. Nu kunne velstående borgere uden for bonde-standen erhverve sig jord, fra 63 til 124 tønderland... skattefri jord, af den slags der hidtil havde været forbeholdt adelen og kongen.

Fra år 1689/1906 ses herover bygningerne fra den 64 tønderland store proprietærgård Kirkebygaard ved Humlum, og herunder ses en nyrenoveret forvokset proprietærgård, Kjellingbjerggård  ved Kongerslev der med sine 780 tønderland, i år 2020, er til salg for knap 74 milioner kroner.

Passionerne