Længe før de selv bosatte sig havde mennesket en forestilling om hvor guderne boede... og der opsøgte mennesket dem.

De første bondegårde opstod som nævnt ofte i klynger som små bopladser spredt i landskaberne, hvorfra man gradvist rykkede nærmere sammen for bedre at kunne forsvare sig mod fjendtligheder fra andre grupper eller naturen omkring, og vel også for altid at have lidt selskab lige ved hånden. I samme anledning er der så også opstået nogle hellige ceremonielle steder der måske endda er blevet markeret med et lille tempel til fordel for forankring af både social og åndelig sammenhold!

Også i det spil har tiderne skiftet og skiftet og skiftet... og dog!

Selv på de aller første lejrpladser, hvor de aller første jægerfolk hold pause  under deres renjagter, den gang efter isens tilbagetrækning for 10.000 år siden, må vi antage at der er fulgt en shaman med, som kunne danse den rette jagtlykkedans omkring det hellige lejrbål, sirligt indrammet af en kreds af de nu rigelige granitsten i det danske landskab.

Det var selvfølgelig ikke hvor som helst sådanne ceremonier fandt sted! Dels var sådanne steder altid valgt som følge af shamanens særlige erfaringer og forestillinger om hvor det ville være lettest og bedst at komme i kontakt med de ønskede guder, og dels havde man jo også fra første færd slæbt de første sten sammen omkring bålet, og havde vel også bygget en varde der kunne signalere, at her var godt at være, hvorfor der både kom nye til, og de der havde været på stedet før kunne finde tilbage... og hver gang slæbte de flere sten til stedet.

I de første omgange blev stenene brugt direkte til at sidde på og hvad man nu havde brug for... som eksempelvist at bygge først en jættestue og siden en til plus det løse! Og så passerede man de 5.000 år på stedet, og tiden var kommet hvor nogen der kom langvejs fra sagde, at der manglede et sted at danse når der var regnvejr og sådan... vi har set nede syd på, sagde de, at det hele fungerer bedre når man har et overdækket tempelområde!

Ja, sagde de andre lad os bygge et tempel... så ved guderne også altid hvor vi er og kan bedre holde øje med når vi beder om hjælp. Det skete mange steder på den tid, og bla.a. i Tustrup øverst oppe på Djursland ved Hevring Å, som vist på tegningen ved siden af shamanen herover. Man kan se på byggestilen, at den er langt mere inspireret af langdysse-stilen end af de samtidige stråtækte langhuse, som de første bonde-stenalderfolk for længst havde taget i brug som bolig rundt omkring.

Så langt så godt, men så hændte det, at der omkring 4.000 år senere igen kom de føste missionærer til Danmark, der i mellemtiden var blevet til et høvdingesamfund på et stadium hvor det måske mere var en kongemagt! Under alle omstændigheder var den øverste høvding og måske første konge af Danmark, Agantyr hed han, gået meget modvilligt med til, at en tilrejsende apostel ved navn Willibrord havde fået et hold unge med sig hjem til England for at lære dem op som missionærer.

Om det så også var de samme som kom tilbage, eller hvordan det er gået for sig, så er der ikke megen tvivl om at kristendommen nu i det 8. århundrede slog an i Danmark. Præsterne har antageligt indtaget de gamle helligdomme, så man på en gang kunne forsøge at lukke munden på den gamle asatro, og har samtidig uden videre kunnet forkynde den nye tro... og danskerne var lydhøre. Mange var plaget af vold og slaveri og i særlige tilfælde af frygt for menneskeofringer.

I den situation viste de lokale folkeslag sig derfor snart som meget ivrige tilhængere af den nye tro, hvor de primært skønnes at have fundet tryghed gennem det tætte fællesskab der opstod i menighederne. Gradvist endte flertallet af befolkningen derfor med at udgøre flertallet i de fleste landsbyer, og i og omkring 1100tallet skete der et formidabelt boom i den danske bygningshistorie hvor stort set hver eneste lille lokalsamfund, nu kaldet sogne, ved folkelig kraft og munkes hjælp, opførte sin egen kirke bygget med et rektangulært skib og et kvadratisk kor fortrinsvist bestående af kvadrersten, tækket med bly og forsynet med et plant bræddeloft lagt over synlige bjælker.

Disse uforgængelige stenkirker afløst i stort omfang nogle mindre trækirker som i århundrederne inden var blevet bygget... gerne på de gamle offer- og dansepladser som nu i de fleste tilfælde udslettedes helt, da man nu meget praktisk genbrugte alt hvad der måtte være tilbage af de årtusind gamle sten, der tidligere havde været anvendt på stedet.

I snart 1.000 år har de ældste stenkirker i den romanske udgave nu tronet smukt i det danske landskab som den ægte folkekirke og den for mig aller fineste samlede bygnings- og kulturarv.

Efter den romanske periode kom den gotiske hvor våbenhuse og tårne blev tilføjet... absolut også i en smuk og stilfuld arkitektur, men allerede her også i en mindre folkelig udgave! Gejstligheden, adelen og kongemagten var trådt ind på scenen og lige siden har kirken mest været præget at være et redskab til at bevare ro og orden samt disciplin i befolkningen.

Tiden er dog ved at rinde ud for alt det gamle, og fremtidens helligdomme må forventes langt mere mangfoldig, og måske er kunstnerne fremtidens shamaner! I den anledning slutter jeg her af med at vise kunstneren Olafur Eliasson’s fantastiske bygningsværk bygget med mit foretrukne og næsten elskede byggemateriale “murstenen af tegl”.

I over 800 år har dette materiale nu rådet i landet, men med dette værk Fjordens Hus i Vejle ser vi sandsynligvis teglstenens svanesang på samme måde som vi har set bindingsværket og stråtaget og meget andet vige pladsen for alt det nye som er kommet og som er på vej...

Nyd det nu bare!

Passionerne