FREMTIDEN

Her er der meget at fabulere over men til at begynde med er der kun lige en side om Janus fødeby Struer

GANG I DEN !


Alle vegne river man nu om stunder  pittoreske ældre huse ned fordi der mangler en halv meter isolering under gulvene plus andre skavanker som resultat af forældede byggeregler fra for bare ti år siden... og i stedet bliver der så, kort tid efter opstillet noget der mest af alt ligner oplagringsbokse til kæmpestore sko og hatte!


Et af de ramte steder kunne være min gamle ramsaltede barndomsby Struer, der engang summede af liv og glade dage med sammenhængskraft og frisind. OK, der er da stadig en slags liv i byen, men det sparker bare ikke rigtig røv... der er for pænt, kedeligt og dukseagtigt. Der mangler et ordentlig los, og den gave vil jeg gerne give byen.


For knap 70 år siden boede jeg inde på loftet bag Tuborgmanden vist på gavlen af det gamle Hotel Struer, og derfra var der kun en tanke ned til havnen med Sarpsborgpigen og Venøfærgen i den nærmeste krog, samt alle fiskekutterne og hyttefadene cirka der hvor man nu kan skue ud over Struers nye fine havnefront.


Billedet her er taget på en god dag med mange mennesker til et event af en slags, men hovedsageligt ligger pladsen mennesketomt hen... det er ligesom om der mangler noget når folk er gået hjem! Noget der kan forbløffe og inspirere... noget spektakulært der kan ruske op i- og bevæge byen... et par huse der vil bringe byen på landkortet i både den folkelige sjæl og i den rastløse krop, sådan som de forsvundne fiskekuttere og skibsværftet jo kunne vække begejstring og drømme.


Til det formål foreslår jeg, at B&O, eksempelvist med støtte fra en udviklingsfond, etablerer et internationalt audiovisuelt center, på det sted bag buerne hvor der står en tom "ruin" klar til nedrivning efter Danske Banks exit fra byen. For min skyld gerne med hjælp fra den fantastiske arkitekt Frank Gehry der stod for opførelse af kunstmuseet i Bilbao.


Som pendant til dette center og resten af havnen, samt med formålet at tiltrække kreative talenter til byen kunne man oven i opstille en rå struktur for et højhus med en mangfoldighed af selvbyggerboliger og dermed en understregning af hver enkelt beboers identitet knyttet til de blafrende gardiner og hængende haver inklusive en havnevarmestue i stueetagen!


Så skal I bare se Struer og Verden blomstre igen...

Det er helt sikkert!


Kærlig hilsen

Lars Jørgen Jakobsen

@