Introduktion   Slægtstræf   Efterkommerne   Forfædrene   Stammen   Geografien   Historien

AneMarie  GamleNiels  MarianneBreinholt  MadsØrum  MarieBonde  TrineSkaaning  DeFørste

Istiden   Jægerfolket   Bønderne   Haruderne   Hardboerne

@

SKABELSEN

Det er ikke nemt at sige noget præcist om hvem haruderne var oprindeligt... det mest sandsynlige er nok, at de i lange perioder har været europæiske nomader som har slået sig ned her og der i længere tid når vilkårene har tilladt det. Udover i Hardsyssel findes deres genetiske rødder da også i både Norge i nord og i Gallien i syd, med samt andre steder. Dette kan indikere, at der både i forhistorisk tid som nu har været omfattende opbrud og folkevandringer på kryds og tværs mellem alle mulige stammer og etniske grupper som i Jylland udgjordes af Daner, Siguloner, Saballinger, Kobander, Kalier, Pundusere, Haruder, Teutoner og Kimbrere.

Flertallet har næppe været så bofaste som man har kendt det i de seneste totusinde år hvor man iøvrigt også har gode indicier for, at der også dengang var klimakriser med stigende og faldende vandstande der har bidraget med at tvinge folk til at flytte sig, sådan som vilde oversvømmelser omkring 100 år før for tidsregning tvang det halve af Jyllands befolkning på flugt fra vandmasserne, misvækst og medfølgende hungersnød!

Billedet herover viser episoden fra slaget ved Vercellae hvor Boiorix bliver dræbt og det nordiske erobringstogt fik ende... sådan da! Helt at forsvinde gjorde de ikke! For halvtres år senere, under Cæsar,  bliver Haruderne og andre nordiske stammer nævnt igen... værende i ledtog med Germanerne i deres modstand mod Romerriget.

Tilbage i Hardsyssel var disse haruder i syden dog glemt nu, og livet blandt de tilbageblevne og hjemvendtes efterkommere var godt igang igen, med kun få forstyrelser... helt frem til folkevandringstiden omkring 500 år senere. Først var Romerriget og omliggende landområder blevet angrebet af Hunnerne som kom ud af det blå og lavede total ravage for så selv at gå i opløsning. Men blot med det resultat, at Gotherne tog over og slog europa tilbage til start teknologisk og kulturelt... de helt  store folkevandringers tid var igang.

På det tidspunkt havde Christen i øvrigt ændret sit navn og hed nu   Christen Berg som nogle måske kan huske fra deres historieunder-visning, for med det navn var han jo det tredie ben i det ikke altid lige harmoniske trekløver Berg, Hørup og Brandes i begyndelsen af 1880-erne. Politisk toppedes de tre konstant, men det forhindrede dog ikke, at de også samarbejdede intenst om samfundsdebatterende bladudgivelser... det som hen ad vejen blev-, og stadig den dag i dag betegnes som, de Bergske Blade, og for Hørup og Brandes vedkommende senere Politikken. Med basis i Grundtvig og Kirkegaard kredsede kampen sig i en uendelighed omkring social frigørelse og ligestilling mellem kønnene, den demokratiske strid mellem det progressive Venstre og det reaktionære Højre om definitionen af det danske folkestyre og endelig om kristendommen og kirkens betydning eller mangel på samme... godt æltet ind i en altid tilstedeværende disput om den nationale- og internationale vægtning. Ja man fristes til at mene at alt, også nu i år 2020, er ved det gamle.

Det var på grund af Christen Berg, at huset i Fjaltring, der også var hans fødehjem, er at finde i “Man er vel Hardbo...” ...for i samme åndedrag, hvormed nævnte store bedrifter omkring Christian Berg bliver nævnt i bogen, da kommer det også lige med, at Møllerfamilierne i Balleby og Krabbesmark også er i slægt med den prominente mand! Det var de gennem nøglepersonen i de to slægtskaber...
Niels Christian Jensen Balleby (1839 1912).

Personligt var Niels Christian selv, via sin mor Bodil Marie Lund, rundet af både Lund- og Breinholtslægten hvortil kommer, at hans datter Bodil Marie Jensen af første ægteskab med Ane Marie Jørgensen giftede sig Poul Madsen Berg. Han var nevø til den berømte farbror Christen Berg, og dermed er det slægtskab på plads.

Via to giftermål mellem sønnen Kristian Jensen og datteren Marie Jensen, som han havde med sin anden hustru Jensine Christensen Kammersgaard, og et andet søskendepar Agnes Møller og Jens Christian Agger Møller opstår tydeligvist et nyt link mellem

Bjerg- (Berg) og Møllerslægten. Bemærk at Jensine og Niels Christian Jensen Ballebys efterkommere er med to gange i det viste slægtstræ... en gang for hver slægtsforbindelse hhv. til Lund- og Møllerslægten. 

Se de to indsatte slægtsrammer hvor nørderne blandt os, i forstørrelserne vil kunne nærstudere de slægtskabelige detaljer, som også rækker ud over de her omtalte.

For interesserede bør måske lige nævnes nogle af de andre personligheder og bemærkelsesværdige slægtssammenhænge der er dukket op i det store slægtstræ.

Både øverst og nederst i det høje skema forekommer parret Maren Stokholm og Niels Christensen Breinholt! Også her skyldes det et dobbelt giftermål mellem to hold søskende, hvor de to andre hedder Jens Breinholt og Karen Stokholm således at det er to søstre og to brødre der indgår i regnskabet. Denne gang bare med den detalje at brødrene er oldebørn til det gamle Breinholt par Christen Jensen Østergaard og Bodil Marie Pedersdatter Breinholt som samtidig er bedsteforældre til søstrene! Derfor optræder de to gange i slægtstræet, og det endda i to forskellige generationer.

Om Niels Christensen Breinholt er iøvrigt at berette, at han i 20 år var ejer af Spøttrup borg i perioden 1855 1875

Som en lille kuriositet kan man også finde en Weibel på på den høje slægtstavle og så var det nærliggende for en kender at se efter om der skulle være et link til Aamund familien! Og sandelig om ikke der var det tillige med, at billedbladet også har taget et billede af dem.

Den slags fund er jo sjove at gøre, men nu får det lov at stoppe i denne omgang... ellers ville det jo være nærliggende om den tidligere venstrekronprins og finansminister Christian Jensen måske kunne kobles på her! Han har da vist i det mindste haft sin ungdom på Lemvig egnen.

...og hermed vil jeg slutte vedrørende slægtsbogværket

“Man er vel hardbo...”

Der er i store mængder af andre opdagelser at gøre og værket anbefales på det varmeste.

I kæmpe flokke drev stammerne tusindtalligt mod syd, vest og øst, alt efter hvor de kunne komme igennem andre folkeslags territorier! Ingen af stederne var de velkomne, og oftest var de skiftende befolkninger direkte fjendtlige. Så kun mod at de lovede at forsvinde hurtigst mulig kom de nogenlunde helskindede videre på må og få, indtil målet for mange snart blev at nå frem til Romerriget som på den tid ekspanderede. Nogle kendte nogen der kendte nogen der havde været lejesoldater der, og det var almindelig kutyme, at lejesoldater kunne tiltuske sig en jordlod stort nok til at holde en familie med lidt held kunne holde sig i live.

Man har vidst at rejsen ville blive anstrengende og langvarig så de ældre og svage var blevet tilbage således, at de vandrende grupper mest bestod af raske unge mænd med deres kvinder og børn, og... som i en flaskehals samledes de fleste langs Alperne nord for Romerriget hvorfra man skrækslagne iagttog en vildtvoksende hær der på sit højeste vel udgjorde 300.000 groft bevæbnede krigere i en meget rodet affære! Klædt i primitive huder og pelse og med rygtet om at være spisere af råt kød, syntes de høje, blonde og blåøjede mennesker for romerne, at være som en race af vilde galninge. I skrumlede vogne som hytter på hjul, rejste de under hyl og skrål fra både mænd, kvinder og børn med al deres pik pak og store besætninger af husdyr.

Romerne havde svært ved at forstå hvor disse horder kom fra og antog først at det måtte være keltere, saxere eller anglere... ingen romere havde endnu været så langt mod nord som i de skandinaviske landområder. Sandheden om alle disse menneskers ophav var dog nærmere, at de kom alle vegne fra, men nok var domineret af vikingernes forfædre! Under alle omstændigheder er der nogenlunde vished om, at en af deres ledere 109 år før vor tidsregning var en kimbrer ved navn Boiorix. Under hans ledelse vandt deres hær et kæmpe slag efter et romersk bagholdsangreb ved Arausio i Gallien ligesom man også havde sejret stort i et slag 4 år tidligere ved Noreia i det nordlige Balkan.

Dette skabte stor optimisme blandt migranterne som nu angreb overalt, men nu var romerne bedre forberedt og omkring 5 år senere vandt romerne et nyt og afgørende slag ved Vercellae på Posletten. Efter dette nederlag gik invasionen fra nord i opløsning med det resultat at nogle af deltagerne formentlig er vendt hjem til deres gamle hjemstavne i nord, medens andre ad åre lod sig integrere i forskellige enklaver i det nu Sydtyske område, medens nogle af de tilfangetagne soldater formentlig også kan være endt som gladiatorer i Rom