?
MAN ER VEL HARDBO...
Mange gamle slægter i Hardsyssel slægter hinanden på...
og Lund- og Møllerslægterne er nogen af dem...
Ved et tilfælde..!
Noget af det første man støder på når man søger efter oplysninger om Hardsyssel er slægtsbogværket “Man er vel hardbo...”.
Straks man åbner et af de tre bind springer det en i øjnene, at her er en guldgrube af regulære fakta og gode historier om netop Hardsyssel! Hvor skal man begynde og hvor skal man ende! Tja, hvis man ikke er draget af for lange tekster... så kan man jo langt hen ad vejen kompensere for det ved at bladre og se på billeder og “læse” dem!
...og er der ikke en flot røv og dermed et par slet skjulte frække bud-skaber at få øje på... hvad så med et velproportioneret hus bygget i en lokal tradition og tilsat et personligt touch fra dets skabere og brugere?
Poul Madsen Bjerg (1770 1840) var en ægte haruder og han var desuden den sognefoged der blev pålagt at organisere alt omkring en spektakulær henrettelse i Fjaltring af bondekarlen Laust Poulsen. Denne havde haft en omtumlet og ond barndom uden kærlighed eller omsorg fra nogen, og da slet ikke fra sin meget selviske mor, der var en af den slags kvinder der kunne noget mere end sit fadervor... men som jo da nok heller ikke selv havde mødt megen glæde. I et skænderi kom Laust til at slå sin mor omkuld og i raseri kom han også lige til at kvæle hende i et reb... før han omtumlet kørte hende på trillebør ud til Sønderå ved Hovsøre lige syd for Fjaltring, hvor han smed hende i vandet sammenbundet med tre store sten.
Historien er at finde i Hardsyssels Årbog 1961, og det fremgår at omkring 500 personer var dukket op på marken hvor henrettelsen skulle foregå... og de så den stakkels Laust få hovedet hugget af straks efter at han havde holdt en kort bodstale afsluttet med et...
“ja men så farwal da, ål sammel”.
En af de mange fremmødte var iøvrigt sognefodens otteårige søn Christen Poulsen. Han følte sig meget berørt af hændelsen, for han kendte kun Laust for noget godt, og han havde endda siddet på skødet af manden... vist i forbindelse med noget markarbejde. Senere i livet skrev Christen da også om den noget traumatiske oplevelse, som han dog ikke var blevet handlingslammet af, for han var da blevet en meget aktiv grundtvigianer der endda blandt andet også endte som venstre-høvding og som folketingets formand.
Sådan et hus kan man støde på i bind 2 på side 46. Huset er et stuehus og det har en fuldstændig regelret facade med tolv fag hvor hoved- og bryggersdør er anbragt symmetrisk på hver sin side af formodentlig af husets dagligstue på fire fag og med et trefagsrum yderst i begge husender. For såvidt er det et standardhus fra sin tid, men i kraft af murerens og/eller bygherrens sans for skønhed er husets udtryk løftet flere trin med sin fine komposition af hvidkalkede gesimser og pilastre samt en hvidmalet sokkel som ramme om de karakteristiske hjemme-lavede røde blødstrøgne teglsten... så enkelt og så utrolig smukt.
Det med de hjemmelavede mursten var, efter teglstenenes udbredelse, en meget almindelig metode i 1800tallets Vestjylland. For at spare på træ til bindingsværk, foretrak man i stedet fuldmurede huse i tegl. Ler til stenene kunne man næsten finde alle steder og da murstenene kunne brændes på stedet ved hjælp af tørv, som også var let tilgængelige i lokale moser, så lå det lige til højrebenet at producere dem som noget nær selvforsyning, dog ofte med hjælp fra en omvandrende teglbrænder.
Ja, og når man således har dvælet ved den lokale byggeskiks fordele er det jo også nærliggende lige, at granske lidt i hvem der kunnen have boet i sådan et hus! Huset eller gården hed Sønderbjerg og ligger i Fjaltring. Det vakte yderligt min interesse, for jeg har tidligere haft min gang i Fjaltring hos min moster Bodil der boede i landsbyen 100 år senere. Tilmed var huset måske også tæt på Lundslægtens spor!
Ja ganske rigtigt... der viste sig, efter nogen granskning, et spor til en af de mest markante Lundforfædre... Niels Christian Lund også kaldet Gamle Lund og hans hustru Marianne Breinholt. De var Janus Lunds tipoldeforældre og de var oldeforældre til en Poul Berg Madsen som var født i huset som barnebarn til en kendt sognerådsformand Poul Madsen Bjerg,... muligvis husets bygherre.
På det tidspunkt havde Christen i øvrigt ændret sit navn og hed nu Christen Berg som nogle måske kan huske fra deres historieunder-visning, for med det navn var han jo det tredie ben i det ikke altid lige harmoniske trekløver Berg, Hørup og Brandes i begyndelsen af 1880-erne. Politisk toppedes de tre konstant, men det forhindrede dog ikke, at de også samarbejdede intenst om samfundsdebatterende bladudgivelser... de som hen ad vejen blev-, og stadig den dag i dag betegnes som, de Bergske Blade, og for Hørup og Brandes vedkommende senere Politikken. Med basis i Grundtvig og Kirkegaard kredsede kampen sig i en uendelighed omkring social frigørelse og ligestilling mellem kønnene..., den demokratiske strid mellem det progressive Venstre og det reaktionære Højre om definitionen af det danske folkestyre, og endelig om kristendommen og kirkens betydning eller mangel på samme... Alt sammen godt æltet ind i en altid tilstedeværende disput om den nationale- og internationale vægtning. Ja man fristes til at mene at alt, også nu i år 2020, er ved det gamle.
Det var på grund af Christen Berg, at huset i Fjaltring, der også var hans fødehjem, er at finde i “Man er vel Hardbo...” ...for i samme åndedrag, hvormed nævnte store bedrifter omkring Christian Berg bliver nævnt i bogen, da kommer det også lige med, at Møllerfamilierne i Balleby og Krabbesmark også er i slægt med den prominente mand! Det var de gennem nøglepersonen i de to slægtskaber...
Niels Christian Jensen Balleby (1839 1912).
Personligt var Niels Christian selv, via sin mor Bodil Marie Lund, rundet af både Lund- og Breinholtslægten hvortil kommer, at hans datter Bodil Marie Jensen af første ægteskab med Ane Marie Jørgensen giftede sig med Poul Madsen Berg. Han var nevø til den berømte farbror Christen Berg, og dermed er det slægtskab på plads.
Via to giftermål mellem sønnen Kristian Jensen og datteren Marie Jensen, som han havde med sin anden hustru Jensine Christensen Kammersgaard, og et andet søskendepar Agnes Møller og Jens Christian Agger Møller opstår tydeligvist et nyt link mellem
Bjerg- (Berg) og Møllerslægten. Bemærk at Jensine og Niels Christian Jensen Ballebys efterkommere er med to gange i det viste slægtstræ... en gang for hver slægtsforbindelse hhv. til Lund- og Møllerslægten.
Se de to indsatte slægtsrammer hvor nørderne blandt os, i forstørrelserne vil kunne nærstudere de slægtskabelige detaljer, som også rækker ud over de her omtalte.
Slægtsforbindelse mellem Christen Berg og Janus Lund
For interesserede bør måske også lige nævnes nogle af de andre personligheder og bemærkelsesværdige slægtssammenhænge der er dukket op i det store slægtstræ.
Både øverst og nederst i det høje skema forekommer parret Maren Stokholm og Niels Christensen Breinholt! Også her skyldes det et dobbelt giftermål mellem to hold søskende, hvor de to andre hedder Jens Breinholt og Karen Stokholm således at det er to søstre og to brødre der indgår i regnskabet. Denne gang bare med den detalje at brødrene er oldebørn til det gamle Breinholt par Christen Jensen Østergaard og Bodil Marie Pedersdatter Breinholt som samtidig er bedsteforældre til søstrene! Derfor optræder de to gange i slægtstræet, og det endda i to forskellige generationer.
Om Niels Christensen Breinholt er iøvrigt at berette, at han i 20 år var ejer af Spøttrup borg i perioden 1855 1875
Som en lille kuriositet kan man også finde en Weibel på på den høje slægtstavle og så var det nærliggende for en perifer kender af Jane Aamund at se efter om der ikke skulle være et link til hendes familie! Og sandelig om ikke der var det... tillige med, at billedbladet også har taget et billede af dem.
Den slags fund er jo sjove at gøre, men nu får det lov at stoppe i denne omgang... ellers ville det jo være nærliggende om den tidligere venstrekronprins og finansminister Christian Jensen måske kunne kobles på her! Han har da vist i det mindste haft sin ungdom på Lemvig egnen.
...og hermed vil jeg slutte vedrørende slægtsbogværket
“Man er vel hardbo...”
Der er i store mængder af andre spændende opdagelser at gøre og værket anbefales på det varmeste.
