STRUER HAVN
Janus blev født i Struer
og undertegnede webmaster er vokset op i Struer og på havnen
GANG I DEN !
Alle vegne river man nu om stunder pittoreske ældre huse ned fordi der mangler en halv meter isolering under gulvene plus andre skavanker som resultat af forældede byggeregler fra for bare ti år siden... og i stedet bliver der så, kort tid efter opstillet noget der mest af alt ligner oplagringsbokse til kæmpestore sko og hatte!
Et af de ramte steder kunne være min gamle ramsaltede barndomsby Struer, der engang summede af liv og glade dage med sammenhængskraft og frisind. OK, der er da stadig en slags liv i byen, men det sparker bare ikke rigtig røv... der er for pænt, kedeligt og dukseagtigt. Der mangler et ordentlig los, og den gave vil jeg gerne give byen.
For knap 70 år siden boede jeg inde på loftet bag Tuborgmanden vist på gavlen af det gamle Hotel Struer, og derfra var der kun en tanke ned til havnen med Sarpsborgpigen og Venøfærgen i den nærmeste krog, samt alle fiskekutterne og hyttefadene cirka der, hvor man nu kan skue ud over Struers nye fine havnefront.
Billedet her er taget på en god dag med mange mennesker til et event af en slags, men hovedsageligt ligger pladsen mennesketomt hen... det er ligesom om der mangler noget når folk er gået hjem! Noget der kan forbløffe og inspirere... noget spektakulært der kan ruske op i- og bevæge byen... et par huse der vil bringe byen på landkortet i både den folkelige sjæl og i den rastløse krop, sådan som de forsvundne fiskekuttere og skibsværftet jo kunne vække begejstring og drømme.
Til det formål foreslår jeg, at B&O, eksempelvist med støtte fra en udviklingsfond, etablerer et internationalt audiovisuelt center, på det sted bag buerne hvor der står en tom "ruin" klar til nedrivning efter Danske Banks exit fra byen. For min skyld gerne med hjælp fra den fantastiske arkitekt Frank Gehry der stod for opførelse af kunstmuseet i Bilbao.
Som pendant til dette center og resten af havnen, samt med formålet at tiltrække kreative talenter til byen kunne man oven i opstille en rå struktur for et højhus med en mangfoldighed af selvbyggerboliger og dermed en understregning af hver enkelt beboers identitet knyttet til de blafrende gardiner og hængende haver inklusive en havnevarmestue i stueetagen!
Så skal I bare se Struer og Verden blomstre igen...
Det er helt sikkert!
Kærlig hilsen
Lars Jørgen Jakobsen
Refleksioner om egne oplevelser med Struer
Til internt brug
Hvis det er vanskeligt at finde ud af hvad der skete i fortiden, så er det for ingenting at regne mod at forudsige fremtiden! Men altså hvis jeg må give et bud på udviklingen i Struer, med mig som stadsarkitekt a.g.n. (Af Guds Nåde) frem til min 100års fødselsdag i 2045, så vil jeg tage udgangspunkt i fortiden i 1953, hvor jeg flyttede ind på værelse nr. 17 på Hotel Struer! Min mor havde lige fået nyt job i køkkenet og vi var lige ankommet med en rød DSB bus fra Lemvig hvor vi på samme måde havde boet og arbejdet på Jespersens Hotel.
Det fascinerede mig straks, at jeg om aftenen kunne sidde der ved tagetagens hjørnevindue og kige ud over havnen og se fragtskibene komme og gå... ind og ud mellem de røde og grønne lanterner, kun afbrudt af togene der rumlede forbi mit vindue, til og fra Thisted, i røg og damp. Altså jeg siger jer, det var som et totalteater der havde premiere hver aften, akkompagneret af dyt og råb nede fra Østergade og Digmanns Torv og Kino skråt oppe ad Søndergade hvor jeg først så en Lassiefilm og siden De Fem Brødre Sullivans og læssevis af Zoro og Hopalong Cassedy film. Fedt nok. Men der var også den farlige dør... den der gik ind til bæverdingen "Korea", lige uden for hotellets hoveddør og i samme bygning. Der var så at sige sand på gulvet i Korea og talen var høj og ramsaltet, og af og til kom en kone og hentede sin mand! Henne hos Frelsens hær ved anlægget så jeg film om sådanne mænd, og jeg priste mig lykkelig over, at vi ikke havde sådan en boende. Nej jeg manglede ikke noget, og blev der for trist kunne jeg altid smutte over til slikmutter Fru Mouritsen og købe en salmiakstang for 10 øre... den slags som det senere blev moderne art rulle sammen og putte i en mælkekapsel, så man kun kunne slikke på den, og ikke bare æde den på et øjeblik. Hun, fru Mouritsen var altid sød og rar og parat til at orientere om hvordan verden sådan ellers hang sammen!
Dette var min verden i et par år, og det nærmeste jeg nogensinde er kommet til at bo i et rigtig New York bronx kvarter, befolket med rigtige supermennesker som hotelkarlen Fromsgaard, dansantpianisten Jørn og alle stue- og køkkenpigerne der også boede på loftet inde bag nr. 17... for ikke at tale om en fyr der hed Bitsch eller noget i den retning, han var lastbilchauffør og kørte med brunkul i Søby ude syd for Herning! Han besøgte min mor, men vist nok uden det store held , for nogle år senere giftede hun sig med hoteldirektøren som hed Hr. Jørgensen! Ham havde jeg med møje og besvær lært at skulle sige "De" til, og nu var det så nærmest lige så svært at holde op igen... og det blev min mor også sur over.
Waldemar eller Valde som hr. Jørgensen også hed var ellers god nok og det var ham der fik lavet et gavlmaleri af den berømte Tuborgmand, som man kan se på det vedlagte billede... egentlig var det på gavlen op mod Kino, men jeg har lige flyttet det, så det kunne komme med her. Nu har jeg nemlig kæmpet længe med noget slægtsforskning om min svigermors familie, og der skal man nemlig holde sig straight til den skinbarlige virkelighed uden udskejelser af nogen art, og det er ikke lige min natur! Er der en smutvej må jeg undersøge den, og så farer man tit lidt vild.
Men så sker der det, at jeg opdager, at min hustrus bedstefar blev født i en lejlighed henne i Kirkegade i Struer som søn af en hotelkarl og en stuepige på Schous Hotel lidt længere henne ad Østergade. Det var godt nok 60 år tidligere i 1893, men opdagelsen gjorde jo, at vi næsten kom mere i familie på den måde... også selvom han også endte som husmandsbonde ligesom min egen bedstefar, og dermed ikke var helt så eksotisk som jeg ellers så ham... en husmand ok, fint nok, men dem kendte jeg mange af. Det vil sige, at der jo altså også dukket meget andet op om den familie med en spændvidde lige fra fattig- til herregårde spredt rundt i det gamle Hardsyssel, og ikke mindst omkring Lemvig, Struer og Vinderup. Nå, nok om det, for det er egentlig Struers fremtid jeg gerne lige ville kigge ind i med billedet herover.
Det billede er jeg stødt på på nettet og det viser Struers nye havnefront tegnet af min gamle studiekammerat Torben eller hans folk! Ja faktisk er det jo rigtig godt, og man ser et lille folkelig arrangement midt i herligheden, hvor jeg godt lige kunne have ønsket mig et rundt telt. Det ville give lidt mere power til arrangementet og det samlede udtryk, men det kan jo nemt nåes.
Ellers er det ikke fordi jeg er alt for imponeret af af Struer mere. For nogle år siden flyttede jeg og fruen fuld af optimisme til byen, fristet af de fede Sejlhuse ude i fjorden, der hvor min kammerat Leif og jeg roede ud fra fra Kielkanalen, for snart 70 år siden, for at fange ålekvabber... men kun fik ulke. Det var en stor oplevelse at være tilbage, et dejligt hus som jeg selv byggede færdigt og søde rare naboer der tog godt imod os, ikke et ondt ord om det! Men fruen savnede Aarhus, børn og børnebørn ja endog et oldebarn kom til, og så vi vendte om igen.
Imidlertid havde vi dog været der længe nok til at jeg igen betragtede mig som Struerbo og var begyndt at danne mig en medejermening om byen! Og ja, jeg kan ikke helt frasige mig at være blevet en gammel vranten mand, og ikke mindst var jeg chokeret over hvordan man har behandlet det gamle klenodiske funkisbygværk... KINO! Det råber til himlen, at ingen i hele byen har formået at rede dette kulturminde, og så rev man Bykroen ned for øjnene af mig, og så også Østre Skole! Byen fucker simpelthen sin egen historie sønder og sammen, og evner ikke at skabe noget nyt der sparker røv. Ikke et græsstrå i hele kommunen vender forkert og der er intet som helst af min barndoms saftige og fandenivoldske Struer tilbage, hvilket da ikke mindst også gælder havnen der, trods Torbens arkitektoniske pynt, er tilintetgjort. Det er nok udviklingens skyld, for det er det samme der sker overalt i hele verden... det er som en sygdom tifold værre end den værste coronavirus som ellers hersker lige nu... kedelighedens virus kunne man kalde det, næret af middelklassen velbehagelige velfærdsdrøvtyggeri, nu med epicenter i Struer og alle vegne. Det er noget med produktionsforholdene der har ændret sig til det stadig mere bekvemme, så folk knap lever mere... de er bare!
Provokeret af al denne elendighed tillader jeg mig derfor at smide begyndelsen til en fremtidsvision på bordet for Struer der, i det mindste vil kunne være et stærkt forsøg på at bringe byen tilbage på Landkortet, og byens ellers hensovende storindustri B&O på Børsen skabt i et kreativ opgør med al den søvndyssende pænhed.
Det mest betændte sted i byen er i dag ruinen efter Den Danske Bank! Her er der virkelig brug for en grundig nedrivning, og det endda helt uden risiko for at fjerne noget bevaringsværdigt... Men så kan man jo da lige netop komme til at erstatte det med et langt mere interessandt og spektakulært byggeri, måske på niveau med Bilbao kunstmuseet, her bare i form af et B&O land med alt hvad den kan trække, hvad f.... ligner det, at man i det verdensberømte designikons hjemby skal cykle ud til en lade i en lige så hensygnende forstad for at se på et nyt fjernsyn eller hvad det nu måtte være! Der skal oplevelse til, og for at skabe det skal der åbenhed og frihed til for at de rette ideer kan spire og udvikle sig.
Ja, og så skal der også nogle banebrydende boliger til. Boliger eller en boligstruktur der på en gang er mere end bare top moderne, men også rummer en overflødighed af muligheder for selvbestemmelse og frisind der kan lokke kreative mennesker til byen, nogle der kan mere end opfinde den dybe tallerken. Det er den slags folk der i dag higer efter at forlade storbyen for at realisere sig selv og det nye verdenssamfund.
Til dem viser billedet et højhus bestående af en bærende struktur hvorpå beboerne selv styrer apteringen af vægge, terrasser, solskærme og hvad har vi? Kontrolleret anarki kunne man kalde det... og så skal de selvfølgelig også have en skole til deres børn. Noget der kunne svare til en tosporet skole med den moderne revolutionerende indretning både bygningsmæssigt og pædagogisk. Tag nu og kom først Struer, der er grøde i luften. Skolen kan I placere på begge sider af Bredgade oven for Folkets Hus og neden for Kirkebakken, med lidt held kan byen blive et rigtigt latinerkvarter, gymnasie har i jo allerede! Det hele ligger bare lige til højrebenet.
Lars Jørgen
