Det midterste barn af de syv børn, som det blev til i alt hos Sine og Søren, var min mor Krista eller "Nutte" som hun altid kaldtes i familien. Kortfattet var hun en ener. I det mindste skilte hun sig klart ud af mængden… og så var hun meget kreativ. Første gang det gav udslag var nok dengang hun som barn samlede indtørrede hønselort og sorterede dem efter farve og skønhed, nærmest som en ekstrem udgave af H C Andersens eventyr om gartneren og herskabet! For mig at se i det mindste et udtryk for et stort frisind hvor alt her i livet bør gives en chance.

En anden anekdote om Krista handlede også om hendes samlermani, hvor hun gennem længere tid havde pillet sin livret, æggemaderne, ud af sin daglige skolemadpakke for at gemme dem i et hult træ for senere at afholde af et ædeorgie ved passende lejlighed. Den historie endte selvfølgelig med, da den store dar oprandt, at alle madderne i forskellig grad var gået i opløsning godt hjulpet af orme og snegle og anden råddenskab, og på den måde lærte hun at “hvo som gemmer til natten gemmer til katten”. 

På en eller anden måde fortæller de to fortællinger at selvom der ikke var så meget at rutte med i hendes barndom, så fandt hun på råd for sin idérigdom... og også lærte, at man nogen gange kun bliver klogere og mere erfaren... og man kunne tilføje dygtigere!

Under alle omstændigheder udviklede hun sig til en dygtig og meget arbejdsom kvinde med appetit på livet som hun gav sig i kast med såvel alene som sammen med omgivelserne… i begyndelsen havde hun ingen mand og var sin egen herre! Det var derfor først da jeg kom i skole, at jeg for alvor opdagede at der manglede noget i det samlede familiebillede. Min mor havde mødt en mand og det var hvad jeg og resten af verden fik at vide, og som søn af hende oplevede jeg en farverig barndom både i familien og hvor vi kom frem.

Inden 1. klasse var forbi havde jeg gået i fire forskellige skoler Skarrild, Løkken, Lemvig og Struer før livet faldt en anelse til ro. Mor havde arbejdet sig op til en stilling som køkkenchef på et af Struers hoteller, og her gjorde hun sig så bemærket, at hun efter nogle år giftede sig med direktøren Valde… d.v.s. han hed Valdemar. Valde var en dynamisk og flink mand, og sammen med ham var hun allerede godt i gang med, på en gang, at banke både danse- og selskabsrestauranten Teglgården i Struer og Kongenshus Hotel på Alheden op... og begge steder til stor berømmelse og anerkendelse… alt imedens hun og Valde boede begge steder afhængig af hvor trykket lige var størst. Det var vel ikke ideelle forhold for et barn, men omvendt medførte det i mine øjne en spændende tilværelse med stor frihed i hverdagen, som dog i den sidste ende blev strammet op med et kostskoleophold.

I 1960 sluttede engagementet på Teglgården og i 1968 forlod de planmæssigt Kongenshus, for fra en platform i den gamle skole i Grønhøj at drosle ned og kaste sig over noget lettere handel og måske lidt restaurantvirksomhed. Dissse planer endte dog brat ved, at Valde pludselig og uden varsel døde nogle få måneder efter kun 64 år gammel, hvorefter Krista som 44årig måtte tage alle planer op til revision.

Til en begyndelse tog hun et job som køkkenleder i militærnægterlejren Kompedal. Alt var bedre end stilstand nu, og hun blev der godt et års tid før hun var klar med et nyt projekt… at genåbne en nedlagt sønderjysk kro i landsbyen Visby 8 kilometer nord for Tønder. Egentlig var det en mandlig partners ide, men han døde før de overhovedet havde pakket flyttekasserne ud, og dermed startede en ny epoke i Kristas liv som legendarisk kromutter à la Babettes Gæstebud i marskens flade land.