Kjellerup lidt som jeg oplevede byen.

Kjellerup var Sine og Sørens by… og havde det ikke været for deres børn, der bredte sig ud over det ganske land, havde de næppe nogensinde rejst længere end til Silkeborg. På de kanter boede flere af Sørens søskende og den rejse foretog de derfor af og til med hestevogn, cykel og vel også et par gange med toget da den mulighed kom. Det var ture som de overvejede nogenlunde lige så grundigt som vi andre gør når vi i dag rejser fra vores udkant til København eller omvendt. Det gøres kun når det er tvingende nødvendigt!

Hjemme på husmandsstedet… og understøttet af mindre indkøb hos købmanden i Astrup klarede de tilværelsen fortrinsvist ved selvforsyning, og resten kunne de og deres finde i det nye Kjellerup.

Kjellerup, var øvrighedens og handlens by og alt det andet, som krævede at man fik søndagstøjet på hvis man havde ærinde derinde. Ikke fordi jeg havde store ting at gøre i byen, men jeg blev da klippet ved en barber inde ved torvet. Han fik mig anbragt på et bræt lagt henover stolens armlæn og så sad jeg fint og højt og var hos herrefrisør for en krone.

Et par gange blev et sådan besøg udvidet med en tur i et badekar på elektricitetsværket hvor man lejede badeværelser ud. Hjemme foregik de store vask jo på ryggen henover køkkenbordet og med baghovedet ned i en vaskebalje i køkkenvasken. Der var koldt vand i hanen og varmt vand hentedes fra et kar i komfuret.

Ellers betød byturene jo også, at man her fik nogle små glimt af verden, som den også kunne tage sig ud, som nu slikbutikken i hjørnet ved siden af Schous Hotel eller den lille butik Cito på torvet over for tinghuset, hvor de handlede med alt muligt, som eksempelvis Meccano ingeniørsæt - der blev næsen trykket flad mod ruden.

Det største i Kjellerup var dog ubetinget det årlige dyrskue bag torvet ovre i retning af sygehuset. Her var der solskin og feststemning med flag og stråhatte og frem for alt candyfloss med smag af ”Kongen af Danmark” bolsjer. Dyrene dem kendte jeg jo rigeligt til i forvejen, men det gjorde da også indtryk at såvel dyr som mennesker var godt striglet igennem i dagens anledning.

Turen til Kjellerup, hvad enten det var til barberen eller dyrskue eller noget helt tredje, foregik med hestevogn, cykel eller til fods. Vejen gik op forbi den store gård Ny Dalsgaard og via nogle vældige sving videre ned over banen og gennem ”æ bette skåw” og op til byen. På turene til fods gik turen altid ind gennem Dalsgaard Skov med store stykker skovbund fyldt med anemoner og vandhuller med sværme af farvestrålende guldsmede. Det var spændende og smukt, men kunne dog ikke i drengeøjne måle sig med det leben og snak der kunne være på byens torv og i gaderne.