søndergade

Fra guldbrylluppet i 1963

Bort fra centrum, længere ude ad Søndergade ved nr. 60 passerer vi Sine og Sørens smukke aftægtsvilla. Som ung pige passerede Sine også dette hus. Det var under opførelse og hun tænkte, at sådan et hus ville være fantastisk at eje, men nok aldrig muligt for hende... omend hun var ung og havde drømmene i behold.

I første omgang fik hun ret. Et så fint hus var utopi for en ung tjenestepige og hendes unge kæreste, der dengang gik og pløjede markerne lidt længere ude i Almtoft. Men så... alligevel skete miraklet,

en dag mere end 50 år senere købte hun og Søren det fine hus for at fejre deres otium der.

Ja det kan ikke just ses på hende, at hun som syvårig og moderløs var kommet ud at tjene på en fremmed gård hvor hun måtte arbejde for føden fra første dag... hun blev familiens første socialdemokrat

Huset i Søndergade er nu iøvrigt renoveret og udvidet,

men har stadig sin charme.

Sine i Søndergade ca. 1910

Sine i Søndergade ca. 1960

Guldbrudeparret Søren og Sine ved gavlen 1963

Livet fra landet og med børnebørn fulgte med ca. 1961

Søren og Sine ved Sørens 80årsdag 1968

Sina og Søren ved deres diamantbryllup 1973

Da husmandsstedet var solgt boede Sine og Søren en tid hos min mor på Kongenshus medens købet og overtagelsen af huset i Søndergade blev gjort klar, det var en hyggelig tid med megen god snak.

Det var som altid, når livet skifter karakter, en følelsesmæssig omvæltning for Sine og Søren og alle andre da de to flyttede ind til byen. Og identiteten som bondefamilie var så fast indgroet, at de som en selvfølge fik haven indrettet som køkkenhave med hønsegård og dueslag bag huset og med prydhave mod gaden... så var der fortsat noget at stå op til, og æren og optimismen blev således holdt i hævd.

Det var på de tider hvor der stadig blev sagt de og hr. Jakobsen hos deres nye købmand, og således sneg sig også nye omgangsformer ind i dagligdagen, hvor de iøvrigt også var blevet naboer til Bodils tidligere lærere på realskolen, Torp Jørgensen’s. De viste sig som særdeles gode naboer i samtlige 20 år hvor Sine og Søren boede på stedet.

På Plejehjemmet

Da Søren var blevet 90 år og var kommet sig over en nedtrykt periode valgte de at flytte på plejehjemmet Fuglemosen. Her fik de sig også indrettet hyggeligt med to sammenhængende stuer... hvilket dog ikke kunne hindre, at Sine, da hun flyttede ind, måtte fælde en tåre og udbryde, at det her så blev hendes sidste station!

Under et besøg et par år senere dukkede der pludseligt en plejer op ved kaffebordet og spurgte Sine “skal vi på toilettet”! Hertil svarede den nu 90årige Sine, at det vidste hun ikke, men at hun i hvert fald ikke skulle. Sine holdt på sin værdighed og var i øvrigt glad for livet også på plejehjemmet.

Søren havde det sværere, han havde i mange år været svagt seende og nu var han helt blind og kunne knap gå ved egen hjælp. Han sad derfor for det meste i sin lænestol, og når man spurgte ham hvordan han fik tiden til at gå, så svarede han “a sæjæ å minnes” jeg sidder og mindes. Det forstod jeg fint dengang som 35årig men endnu bedre nu som 72årig.