Et af de steder hvor magtstrukturer og systemer spejles er i de til enhver tid blandede bygnings strukturer og -kulturer, og i Hørup kunne man indtil for få år siden, med lidt held og god vilje, stadig aflæse den struktur som begyndte at tage form allerede under jernalderen hvorfra man kunne skønne, at fire større gårde på bakken sønden omkring kirken, samt den gamle vandmølle neden for bakken, måtte have sine rødder.

I de seneste år er gårdene imidlertid enten ombygget eller erstattet med nye bygninger ligesom kirkegården er udvidet. Normalt ville en af gårdene nok have været præstegård, men det har dog ikke været tilfældet, for Hørup Sogn. Dette skyldes, at sognet og kirken her altid har været underordnet som et anneks til Levring sogn hvor der er en præstegård.

Hermed antydes så også, at Hørup Sogn er en del af noget større…. et pastorat og derefter et stift og i sidste ende et land med kommuner og al anden form for organiseret samorden. Det betyder kort sagt, at samfundets overordnede magt siden den yngre bronzealder, gradvist er overgået fra stammefællesskaber og fælleseje, hvor alle principielt var med i samfundets beslutninger af både timelig og spirituel karakter… først til høvdingesamfund baseret på krigsherrekulturer hvor høvdingen var “gud” og ejer af jord og produktionsapparat inklusive den menneskelige underklasse, hvad enten denne var livegne eller slaver… og siden, parallelt med kristendommens komme, til kongedømmer og nok engang til demokratiske forsamlinger. Kristendommen førte muligvis i første omgang til en folkelig revolution med bekæmpelse af de udbredt vanvittige og vilkårlige forhold som i stigende grad havde præget livet i slutningen af jernalderen og langt ind i vikingetiden hvor menneskeofringer blandt andet var et udbredt onde.

Det er muligt at asatroen var en kultiveret adfærdsregulerende religiøs udvikling, til afløsning af fortidens antageligt mere barbariske naturreligioner, men den var altså stadig baseret på krigsherrers undertrykkende forgodtbefindende, og var dermed ikke attraktiv i det lange løb. Folkets tålmodighed med tyranniet formodes opbrugt, og med kristendommens budskab om syndernes forladelse… og med dens opfordringer til uselviskhed og næstekærlighed var timingen perfekt til forandringer. Det forklarer måske den entusiasme som i det ganske land greb befolkningen og fik alle til at kaste sig ud i den kolossale opgave det var, at sprede budskabet og bygge de danske kirker så de nåede ud i hver en afkrog. Det var en revolutionerende bedrift!

Nu er det ikke fordi jeg på nogen som helst måde er troende i religiøs forstand, men jeg anerkender dog værdien af den folkelige sammenhængskraft som religion kan medvirke til, og som her formentlig har fungeret… med at genopfinde bronzealderens fællesskab, men nu med kirke! Dog lykkedes det ikke helt… en masse jord blev ganske vist overtaget af almindelige bønder, men de gamle magtstrukturer overlevede alligevel så langt, at de mest veltalende og vel også de listigste fandt ud af at beholde og måske at tilbageerobre større stykker jord i omvæltningernes tumult. I første omgang sikrede en elite sig større og større slægtsgårde i landsbyerne, som nu også husede håndværkere og jordløse landarbejdere der for eksempel i Hørup Sogns tilfælde, i sidste ende, bosatte sig langs vejen på bakken mellem vandmøllen og kirken.

Som om menneskets natur ikke kan finde ud af andet, udviklede situationen sig således igen, allerede i vikingetiden, til at de stærkeste og nu med kirken i front, atter opbyggede og videreudviklede en magtstruktur, der blev kørt oven fra og ned, af biskopper og konger og deres folk… markeret i byer og landskaber ved domkirker, slotte, borge, klostre og godser… i princippet alene finansieret af bønder og andre håndens arbejdere. Det vil sige, at langt størsteparten af landets arbejdende befolkning var gjort til fæstere uden rettigheder til selv at vælge levevej og levested. Omkring midten af middelalderen var kun 12% af befolkningen således frie medens resten så at sige tilhørte enten kongen 12%, kirken 40% eller adelen 36%.

Fremme ved renæssancen i 1572 og de næste 200 år tilhørte Levring og Hørup sogne Palstrup Gods i Højbjerg Sogn, der hvor bedstemor Sine blev født i 1891 og siden gift med sin Søren i 1913. Palstrup Gods tilhørte i slutningen af 1400-tallet det velhavende Tvilum Kloster, hvor det oprindeligt var en ladegård, indtil det blev ophøjet i midten af 1600tallet, for endelig i lighed med andre godser at afhænde det meste af sit fæstegods i slutningen af 1700tallet hvor fæstesystemet gradvist blev afskaffet til fordel for selveje (baseret på "kreditter" fra staten og godsejerne). Det gik dog langsomt, således at 35% af bønderne fortsat var fæstere i 1850. Denne andel svandt så ned til 2% af bønderne og husmændene, før man i 1919 ved indførelse af lov afskaffede fæstesystemet.

Året efter at den sidste fæstebonde blev gjort fri, købte Sine og Søren deres husmandssted omme i Dalsgaard, men derom senere. I Hørup fortsatte livet mestendels som hidtil frem til 1960erne hvorefter udviklingen også her eksploderede, sådan som det kendes fra resten af landet og den vestlige verden.

Nu er gårdene væk og erstattet af offentlige servicebetonede bygninger og selv vandmøllen, som stadig fungerede i Sørens tid i 1950erne er nu ophørt og ombygget til ejerlejligheder i en pænt friseret bydel hvor også indgår række- og parcelhuse bygget på markerne hvor jernalderfolkene i sin tid flyttede frem og tilbage med deres bopladser. På 50 år ser der umiddelbart ud til at være sket større omvæltninger i Hørup end der er sket i de foregående 2000 år… men den gamle helligdom på toppen af bakken består.