Søren Erik Jakobsen

Ane 4 eller 6 Søren Erik Jakobsen blev født i Funder Nørhede, Funder d. 15. apr. 1888. Han var det 4. barn af Andreas Jacobsen (06. nov. 1858) og Ane Marie Sørensen (15. dec. 1859). Han havde tre brødre (Jakob Nikolaj Jakobsen (10. feb. 1882), Kristian Theodor Jakobsen (03. sep. 1893), Niels Otto Jakobsen (30. jul. 1895)) og seks søstre (Maren Jakobsen (14. jan. 1884), Line Kathrine Jakobsen (05. feb. 1886), Marie Petra Jakobsen (28. feb. 1890), Sørine Krestine Jakobsen (28. mar. 1892), Andrea Jakobsen (10. sep. 1896), Ane Bertine Jakobsen (16. feb. 1898)). Hertil kom tre halvsøskende af faderens andet ægteskab: Reinholt Wendel Jakobsen (22. jun. 1901), Åge Kieler Jakobsen (09. aug. 1905), Edith Gudrun Jakobsen (05. jun. 1909). Da han var 10 år gammel, døde hans moder, Ane Marie Sørensen, (d. 10. aug. 1898). Da han var 45 år gammel, døde hans fader, Andreas Jacobsen (d. 05. apr. 1934).

D. 03. mar. 1913 giftede han sig med Nielsine Jakobine Nielsen (20. apr. 1891).

Han var 24 år gammel, da han giftede sig med Nielsine Jakobine Nielsen, som på dette tidspunkt var 21 år gammel. Han havde syv børn med Nielsine Jakobine Nielsen: Meta Marie Jakobsen (16. mar. 1913), Anne Marie Jakobsen (05. mar. 1917), Henry Wendel Jakobsen (01. apr. 1922), Krista Andrea Jakobsen (02. jul. 1924), Gerda Jakobsen (11. mar. 1927), Erik Jakobsen (25. feb. 1929), Bodil Elisa Jakobsen (06. jun. 1932).

D. 24. dec. 1982 døde han på Kjellerup Plejehjem, da han var 94 år gammel. Hans hustru, Nielsine Jakobine Nielsen døde d. 13. maj 1982, knap 1 år før ham.

Den unge Søren 1913

1959 Sine med datterdatteren Rikke og Søren

Søren som 50årig sølvgom 1938

1967 Søren Erik med sønnesønnen Søren Erik Jakobsen

Lige så mild og lyst et sind bedstemor havde, lige så alvorlig og tungsindig var bedstefar. Det tungsindige var dog ikke noget jeg bemærkede, for mig var han simpelthen bare indbegrebet af en mand og vel også en faderfigur, og jeg kunne lide alt ved ham og nød meget at udveksle knuser med ham og mærke og lugte noget andet end alle de kvinder jeg ellers var domineret af. Han var stærk og han lugtede af frisk luft, køer og heste samt aller bedst… af skrå.

Der var ikke så mange der røg til hverdag dengang, men at skrå! Det gjorde alle mænd og absolut ingen kvinder. Kvinder hverken røg eller skråede eller drak, de var i køkkenet og lavede mad og plukkede høns og den slags. Skrå bestod af tobak rullet i noget tobakssovs og formet så den lignede et lille stykke rundt lakrids. Søren puttede skråen bag underlæben hvor den så lå et stykke tid og lod sine stoffer sive lige så stille ud i munden hvor de både bevirkede en frisk smag og ånde. Ofte havde Søren lagt en halvt udnyttet skrå fra sig et diskret sted medens der skulle spises eller andet, det kom der tit meget sjov ud af, for det var altid Sine som måtte finde det for ham igen. Selvfølgelig skulle jeg også prøve at tygge skrå, det lugtede jo godt og så var der det der med at det lignede lakrids, det var svært at stå for. Dette blev dog noget lettere efter at have smagt på det, for det var stærkt som chili og lugtede bedre end det smagte. Straks, bare et splitsekund inde i første sut, var alle mindelser om lakrids fløjet og tilbage var en kras smag af sur pipesovs blandet med peber og cigarskod.

Søren var ikke en bedstefar der legede med børn, han var mere en der advarede om alle de farer der lurede og som man skulle passe på. Låget og pumpen over ajlebeholderen var skrøbelig og der skulle man holde sig væk fra, lige som man heller ikke måtte gå ind bag hestene eller kravle ind på loftet over hønsehuset for så kunne man blive sparket eller falde ned osv. Så enkelt kunne det være, hør efter og ret dig efter hvad der bliver sagt, så har du frie hænder til at passe dig selv.

Skulle man på nogen måde lege med Søren så var der kun en vej, og det var at finde på noget der kunne kombineres med hans arbejde, som at deltage ved fodring af dyrene, eller tage med på køreturene til Hindbjerg og ikke at forglemme, at rede sig en ridetur på hestene, når de skulle hjem fra eller ud på marken. Det var det helt store, at sidde der højt oppe på arbejdshestens brede ryg og mærke varmen og bevægelserne fra dyret alt medens man havde udsigt til hele verden, ja næsten til Astrup. Jo det er nemt at forstå, at konger altid har redet på heste, for her var også jeg konge…. lige indtil man nåede vandtruget ved staldgavlen. Da var det med at placere sig rigtigt og holde godt fast i manken, for når hesten sænkede hovedet for at drikke, så blev der pludselig frit fald forover hvis man ikke havde godt ved, for man red jo på rigtig indianervis uden saddel.

Skulle det endelig alligevel lykkes at lokke bedstefar med på almindelig tidsfordriv, så måtte det være noget med kortspil først på aftenen lige efter radioavisen. Der kunne man godt redde sig en omgang ”enogtredive” eller måske oven i købet et spil ”femhundrede”, hvis det da også lykkedes at lokke bedstemor med, men hun var nemmere.

Når stueuret havde slået ti om aftenen var der sengetid. Da gik først Søren i seng og så jeg og Sine, som jo lige først skulle have mig på plads i sengen bag køkkendøren. Der var noget der ligner en halv meter mellem den seng og dobbeltsengen, så vi kunne sagtens snakke videre sammen når lyset var slukket og det gjorde vi, eller snarere, det gjorde jeg. Der var ingen ende på mine spørgsmål som nu var af mere eksistentiel karakter, men til sidste sagde Sine STOP, ”nu skal du sove”.

Nogen gange fik jeg mig sneget til, at sove mellem Sine og Søren. Det var som at komme i himlen, der var ingen mage til hygge, blot en skam at jeg selv var den værste trussel mod den gode stemning, al den stund at jeg, helt frem til syttenårsalderen, tissede ukontrolleret når jeg sov. Bedstemor det tapre menneske stod bare stille og roligt op og skiftede hvad der skulle skiftes, inklusive mit nattøj, og så fik jeg et lille klem og vi sov videre. Men jeg syntes bestemt ikke at det var morsomt. For at jeg ikke skulle blive alt for nedtrykt over elendigheden, trøstede Bodil mig med, at også min morbror Erik havde haft det sådan. Instinktivt undlod jeg dog at underholde Erik selv… om denne trøst.

Søren var ikke en overdrevent udadvendt, men han var heller ikke menneskesky. Det hårde arbejde og tyngden af livets mange pligter afholdt ham bare fra at svinge sig alt for højt op i den sociale fællessang.

I hans ungdom var han dog en attraktiv følgesvend for sine yngre brødre Kristian og Niels når de skulle til baller og lignende. De var begge et par spradebasser som nemt kom i klammeri, og så var det jo rart at kunne læne sig lidt op ad storebrors styrke. Søren var kendt for at være brølstærk og med hans sindighed behøvede han knap heller, at tage hænderne op af lommerne for at skabe ro på.

Samme sindighed og tilknappethed havde Søren bragt med ind i sin familie, hvor der ikke herskede nogen form for kæresteri med børnene… først da jeg kom til! Under fadderskabssagen havde der på et tidspunkt været på tale, at han skulle være min værge, det  var en del af min mors selvydmygelse, hvor hun havde lagt sig fladt ned for, på sin måde, at sikre mit tilhør til både hende og familien. Frem for alt ville hun undgå en bortadoption. Søren havde ved den lejlighed sagt at hun selv kunne være værge, for når hun havde hjemmet i Dalsgaard i baghånden, så skulle det nok gå. Ja og når han nu havde sagt sådan, så kunne det jo godt være at han følte en forpligtelse til at være flink, selvom jeg da aldrig har tvivlet på hans omsorg. Jeg var jo også kommet til på et tidspunkt hvor familiens værste trængsler var forbi og hvor der frem for alt var kommet balance i økonomien… og i den situation var det jo nok nemmere at finde sit flinke og rare jeg frem.

Det er især Henry og Erik der nu, her mange år efter har fortalt at de, skønt de selv var nærmest voksne den gang, fandt det i overkanten, at jeg kunne få en så god behandling. Selv, havde ingen af dem så meget som én eneste gang prøvet at sidde på skødet af deres far, endsige at være blevet kærtegnet – de var bare blevet sat til at bestille noget, hvad der langt hen ad vejen så også havde ført til en slags had/kærlighedsforhold mellem de to brødre og deres far.

Lidt anderledes reagerede pigerne, mine mostre, de havde i princippet fået samme behandling som deres brødre tror jeg, men de mere frygtede end hadede ham, og i den sidste ende så elskede de ham nok mest. Kærlighed havde de jo alligevel alle fået, både sønner og døtre, de havde fået den i rigt mål hos deres mor Sine, og derfor både elskede og forgudede de deres mor, så længe hun levede og lidt til. Og så går det jo nok, at Søren har haft sin egen måde at holde af dem på… og hvis bekymringer for sine børn er at elske, så er de helt sikkert heller ikke blevet snydt hos deres far.

Hvor om alting er, så var Søren en agtet mand såvel i familien som i naboskabet og hvor han end kom i forbindelse med andre mennesker. Ham kunne man stole på, og han var simpelthen arketypen på en hædersmand… noget af det fineste som kunne opnås i almuen og, for den sags skyld, vel også alle andre steder.

Søren på mælketur 1930 ca.

Søren ved Stakhuset 1952 ca.

Søren med Tutte, Gerda og Jørgen 1951 ca.

Broren Niels på besøg og Søren 1935 ca.

I 1920 rejste Søren alene over til sin bror Kristians bryllup på Sjælland.

Søren sidder længst til venstre. Rejsen svarede til en nutidig rejse til Australien ca.

I 1949 tror jeg, er der besøg af Sørens bror Niels, som også var den der kom og passede husmandsstedet, da Søren lå længe på sygehuset efter en øje operation, og han har også aget Sørens søster Ane og hendes mand Micháel med fra deres by Silkeborg. Sine er der naturligvis også og hunden Max. Den lille dreng er mig Jørgen.

Til sidst vises en lille genfortælling af Sine og Sørens liv fortalt af deres ældste datter Meta i form af en sang ved deres guldbryllup i 1963.

Som antydet kunne Søren godt være noget tungsindig, kvad han bare ikke høstede meget medfølelse for! Svaghed gav ikke pote i disse tider og den almindelige holdning var, at folk med sådanne kvababbelser skulle holde op med at skabe sig!

For mit vedkommende tvivler jeg ikke på, at bedstefars bekymringer først og fremmest gjalt hans nærmeste... hvordan skulle det dog gå dem... inklusive mig selv! Derfor varmer det mig om hjertet at se, at også han fandt trøst og hjælp i poesiens verden, sådan som det fremgår af de indsatte citater fra hans tegnebog (pung) og som Henry havde gemt.