Før den romanske kirke kan der kun fantaseres over hvad der ellers kan have været hændt. Går man således helt tilbage i urtiden til dengang istidens gletchere så småt var igang med at trække sig tilbage og de første jægere kom vandrende i hælene på de nordgående rensdyr på træk… med deres dejlige pelse og velsmagende kød, så kan man godt forestille sig, at et udaset jagtselskab, fanget af træthed og solnedgang, har slået lejr her på toppen af Hørup bakke hvorfra de har kunnet følge dyrenes søgen efter føde i den smeltevandsfyldte ådal med grønne brinke, der har tittet frem alle vegne…

omgivet af vandhuller med vildfarende fisk lige til grillen.

...og mon ikke de er blevet hængende et par dage eller mere før de er draget videre langs vandløbet mod nordøst? Det tror jeg… og så har de muligvis også lige bygget en varde af sten på stedet, så de bedre kunne kende det hvis de skulle komme forbi en anden gang. Eller måske vigtigere… så andre, der senere måtte komme til samme bakketop, kunne se at her havde været mennesker før! Der er muligvis gået lang tid, årtier og århundreder, mellem sådanne besøg, men gang på gang har menneskene nu efterladt nye lag af betydning… skelletter af  byttedyr, tabte stenredskaber eller et gravsted etc.. noget som har kunnet ses… her fra og til evigheden, noget som yderligere har givet stedet aura af åndelig ophøjethed… måske en danseplads med spor af sorg og glæde og åndemanernes ofringer til guderne!

En dag efter flere tusinde år og efter skiftende markeringer i landskabet har en stamme eller klan i perioden med overgang fra jæger- til bondesamfund helt sikkert fået et stærkere behov for en mere håndfast markering af deres fællesskab nu da bosætningen var blevet mere og mere permanent. De tog måske de største sten som de kunne finde og byggede en langdysse… stor nok til at den både kunne beskytte og rumme de døde og måske indrettet til, at man der kunne holde møder med både hinanden, forfædrene og ånderne.

Således udviklede kulturerne sig videre, og efterhånden som de menneskelige færdigheder også kunne mere og mere ændredes også de bygningsmæssige rammer og de første afskærmende tømmerkonstruktioner blev taget i brug, især når det drejede sig om kulthuse beregnet til dyrkelse af ånderne og de levendes tilrettelæggelse af fælles gøremål, og herefter var springet så heller ikke så stort ved kristendommens ankomst og overgangen til kirkebyggeri, der i de første år helt tilbage i 900tallet og frem blev udført i træ, svarende til den stavkirke der er opført ved Moesgårdmuseet i Aarhus hvor man også kan se en rekonstruktion af forgængeren, et kulthus fra Djursland.

Rækken af skæbner og hændelser som ved, på og i kirkegårdens grave samt hvad der ellers gik forud af andre tiders ligbrændinger og ofringer

har i nærmest en uendelighed påvirket følelsernes og de menneskelige manifestationers udfoldelser der på bakketoppen i Hørup.

Den nuværende kirke af granitkvadre som vi kender i dag er antagelig blot det seneste led i en længere kæde af helligdomme på stedet. Helt konkret vides det, at et lyn i 1872 slog ned i den forrige kirke og smadrede den, så kun de gamle byggesten kunne renses og genanvendes. Det havde været en romansk kvaderstenskirke, af samme type som eksempelvis kirken i Pederstrup i Nørlyng herred, bestående af kor og skib bygget i begyndelsen af det 12. århundrede, og som senere engang i 1400tallet havde fået tilføjet et tårn i sengotisk stil af munkesten.