De mennesker der ellers fyldte meget i nabolaget Dalsg'o var naturligvis naboerne! Min barndoms oplevelse var nærmest at man var som en stor familie, der gik ind og ud af dørene efter behag hos hinanden. Virkeligheden var jo nok at man blot var som naboer er mest, og at man af praktiske grunde bare sørgede for at have det godt med hinanden. Alle vidste jo at de når som helst kunne få brug for en andens hjælp, og så var det jo bare med selv at give når der var noget at give af.

Der dukker adskillige erindringer om mennesker op hos mig om steder på Dalsgaard Mark fra tiden omkring 1950erne. Som et kortfattet billede af netop 1950ernes liv på landet gives hver enkelt lige et par stikord med her.

Jens Lauersens Dalsgaard

Gården fremstod med de klart smukkeste bygninger ved det flotteste sortmalede bindingsværk med hvide tavler og med stråtag. Der var ingen tvivl om gårdens ophøjethed, og så var det her man trak til tyr, hvilket i det mindste jeg havde en vis ærefrygt over for, det var jo i en tid hvor inseminering så småt var ved at tage over.

Thorvald Olsens husmandssted

Lige der hvor vejen nede fra mine bedsteforældre stødte op mod den tværgående vej der førte henholdsvis til Almtoft og til Kjellerup lå en hvidkalket ejendom lige oven- og vest for krydset. Her boede Thorvald Olsen med kone og datter som vel var et år yngre end jeg. De var nye på stedet og det lå i udkanten af min aktionsradius for udflugter på egen hånd, så jeg kendte dem knap. Men det forekommer mig, at de var de første der fik malkemaskiner. Thorvald har jo nok været en foregangsmand. Alle andre steder jeg ellers kendte til i begyndelsen af 1950erne malkede jo da i hånden og havde vel knap set en malkemaskine.

Sådan var der så meget der var anderledes dengang set i forhold til nu, eksempelvist var alle lokale veje grusbelagte og på Dalsgaard Mark fandtes ikke en eneste traktor, alle havde to heste og muligvis et føl – og glem alt om biler de fandtes ikke på de kanter, men fra Thorvald Olsens var der en lille bakke ned ad mod næste nabo P. Jensen, der lærte jeg mig selv at cykle en gang i femseksårsalderen.

Laura og Peder Jensens husmandssted

Den første ejendom på vejen videre ud på Dalsgaard Mark ad Skovbrynet tilhørte P. Jensen udtalt som ”pjensen”. Det var en meget veldreven ejendom og beboet af meget rare og respekterede folk som oven i købet altid havde været et lille hanefjed foran med tekniske fornyelser. Min mor fortalte, at de var de første som fik radio engang i sluttyverne og at hun og de andre søskende flokkedes derhenne for at høre stemmer og musik. Det kunne godt give lidt nap og skub, da de kun kunne høre en af gangen i det tilhørende hørerør!

Uden at være sikker tror jeg næsten også at de fik telefon sidst i 1950erne og dog! Mine bedsteforældre havde ikke telefon og min bedstemor fik et par sjældne gange arrangeret en telefonsamtale til min ældste moster Meta som boede på Sjælland. Det foregik efter aftale pr postkort inde på centralen i Kjellerup og i Ballerup. Det arrangement havde hun nok fundet en anden løsning på hvis en af naboerne havde haft telefon!

I mit eget tilfælde husker jeg bedst den altid smilende Laura og hendes småkagedåse ude i køkkenet.

50 år senere så jeg Laura og Peders gravsten på Hørup kirkegård på det sted hvor stenene fra de sløjfede grave stilles og, ja nu er de heller ikke dér mere.

Margrethe og Kristian Jensens husmandssted

Denne ejendom var, som P. Jensens bygget i røde teglsten skønsvist omkring 1920. Margrethe og Kristian Jensen var mine bedsteforældres nærmeste naboer og primære samarbejdspartnere omkring praktiske gøremål i hverdagen. Eksempelvist udvekslede de heste når der skulle høstes med selvbinder som krævede tre heste i stedet for de to

som alle selv havde. Om de delte selve selvbinderen husker jeg ikke præcist, men det kan man spørge min morbror Erik om. Til gengæld er jeg ikke i tvivl om at min bedstemor jævnligt lånte en rulle til glatning af duge og sengetøj etc. Rullen stod på loftet i stuehuset og var en af den slags ruller der, for at kunne presse ordentlig, havde et læs større marksten øverst i en kassen som blev skubbet frem og tilbage på nogle kraftige rundstokke svøbt i det tøj som skulle glattes.

Her kom og gik jeg efter behag, og kunne endda være heldig og rede mig et glas saftevand og en sludder med Margrethe. Hun kunne fortælle om livet og hvordan man kunne begå sig, som for eksempel nytårsaften hvor det var tilladt at lave ting som ellers ikke var tilladt, som at liste madam blå (kaffekanden) ud af køkkenet hos nogen man ville drille lidt og så hænge det op i deres flagstang… gerne sammen med en nabos havelåge eller lignende. Og det var så hvad vi børn havde gang i hver nytårsaften.

Kristian havde flere grise end min bedstefar og det var en oplevelse at høre det markante skift fra skrig og skrål i stalden til den dybeste stilhed, kun afbrudt af lidt snøft og skubben, når de blev fodret ved aftenstide. I det hele taget var dette tidspunkt fuld af sin egen stemning, akkompagneret med alle mulige andre lyde også, som af spande der skrumlede, køer der brølte og mænd der dirigerede bag staldmurene rundt i nabolaget.

En gang  måtte jeg ikke besøge Kristians, der var sat flere skilte op med advarsler om ikke at komme nærmere! Der var udbrudt mund- og klovsyge - det var trist ja meget trist og stemningen var ængstelig.

Jensine og Rasmus Pedersens landejendom

Ja hvad skal man kalde det - landejendom, boelssted eller husmandssted! Det jeg husker er, at denne ejendom var af lidt højere status end de andres, men dog ikke på niveau med Dalsgaard. Nå! ejendommen her kunne jo også tænkes at have arvet sin lidt ophøjede aura gennem den lange historie i selvstændighed, for det er jo denne ejendom der blev udstykket helt tilbage i 1571, og som knap er ændret lige siden.

På vestsiden af ejendommen, ned mod min bedstefars, var der et vandværk som blev fornyet dengang med en ny vandbeholder støbt i beton og jeg forestiller mig nu, at grundet denne ejendom som den ældste og vel også højest beliggende, har været først til at finde vand, hvorefter det har været nærliggende i sin tid at etablere den kollektive vandforsyning her. Før dette antager jeg, at man i begyndelsen af de nye bosættelser rundt omkring har brugt vand fra de mange mosehuller, sådan som Sine og Søren også havde klaret sig da de boede i deres landarbejderhus i Almtoft.

Ellers oplevede jeg Pedersens som flinke folk, hvor jeg nogen gange har været med til aftenkomsammen når der var budt til kaffe sammen med de andre naboer. De havde en søn som jeg knap husker, men jeg mener han hed Leif..! og så havde de en datter som nok var et år ældre end jeg. Hun hed Karen Margrethe og gad godt lege med mig når der ikke var andet der bød sig til. Det var i øvrigt det første hjem hvor jeg oplevede aktiv musik. De havde et pedalorgel som virkede voldsomt tillokkende på mig og jeg fik da også lov til at lave et par dyt, uden at dette dog har medført nogen form for musikalsk karriere, men jeg lærte da sangene “hønsefødder og gulerødder med halsen af en svane”, “Jens Hansen havde en bondegård” og sikkert flere. Det var et sted hvor man bevidst tænkte på at opføre sig pænt.

Axel Levrings boelssted

Denne ejendom er muligvis tredjeældste efter matrikelnummeret at dømme, først havde ejendommen udgjort hele matrikel no. 6 og så siden kun halvdelen for så endelig at lande på tre fjerdedele af den gamle matrikel.

Nu tilhørte den Axel Levring og hustru, som i det mindste i et led havde arvet den fra forfædrene, idet den gamle husmoder Ane Levring fortsat boede på ejendommen. Så vidt jeg ved havde hun i sin tid medvirket ved et par fødsler hos min bedstemor som da også en gang imellem aflagde visit hos den gamle kone, og en enkelt gang var jeg med. Ved den lejlighed fik jeg en kasse med gammelt legetøj at lege med, så de kunne snakke, medens jeg fandt et billedlotteri som jeg syntes var spændende. Der var ikke meget legetøj rundt omkring dengang, og alene det at der overhovedet eksisterede noget her, var for mig en stor oplevelse. Det er bemærket, at der stadig bor en Levring på stede her i år 2017.

Oline og Egon Østergaards husmandssted

Sidst i rækken kommer vi til Oline og Egon Østergaards ejendom hvor jeg kom en del. De havde en søn Knud Erik som nok var et år yngre end jeg, men altså også det bedste bud på en legekammerat. Mest dryssede vi vel omkring på jagt efter en spændende oplevelse frem og tilbage over marken, rundt i staldene eller bare op og ned i hø og halm i laderne. Eller vi landede i deres dagligstue og spillede Dam og Mølle. Det var Knud Erik skrap til og her kunne jeg lære en del kneb som jeg stadig benytter når lejlighed byder sig. Om vinteren dannedes der næsten altid en lille dam ved deres skel ned mod mine bedsteforældre mod syd, der løb vi rundt i gummistøvler og legede skøjter. Vi havde ingen skøjter, men vi prøvede vikle noget ståltråd om nogle bræddestumper, og så binde det hele på støvlerne, hvad der overhovedet ikke fungerede, men der gik da en masse tid med det.

Egon var handelsmand og drev ikke egentlig landbrug, jeg tror de havde en ko og en gris, men ellers var det mest dyr på transit der opholdt sig i stalden og på marken som vel kun var på knap en tdl.

Engang fik de lagt nyt stråtag på stuehuset, det var spændende at kigge på, langt mere interessant end at tage roer op og de sædvanlige bondeting.

Thorvald Olsen med frue og Kristian Jensen 1968

Peder og Laura Jensen 1959 ca.

Egon og Oline samt Axel Levrings og Karl Ungmann 1968