Min mors næsten jævnaldrende bror var den Henry som blev født på dørtærsklen ind til husmandsstedet i 1922. Hun brokkede sig tit over at han havde tyranniseret hende da de var børn, hvor hun ofte måtte gemme sig under stuebordet og håbe på at Sine fik ham verfet ud.

Det lyder da som om de kom hinanden ved! Og det gjorde de da også.

I 1948 var det Henrys tur til at lægge grund til en lang fremtid, og det gjorde han ved at købe en lille gård i Marsvinslund ude bag Demstrup. Det var en af naboerne på Dalsgaard Mark, Peder Jensen, som havde bragt ham på sporet, da ejendommen tilhørte nogle af Peders ældre slægtninge. Der lå nu et helt livs hårdt arbejde og ventede på Henry derude, og han tog naturligvis udfordringen op og blev på stedet i 64 år.

Købet af gården skete et par år før Henry giftede sig med sin Anna, så om det var for at hjælpe ham eller for selv at få lidt ro på ved jeg ikke, men i den periode flyttede min mor og jeg ind hos Henry en kort tid, og min ca. 4-årige horisont udvidede sig til tørvegravning som man havde gjort det i masser af år her og andre steder… den våde masse kom op i en større træramme med rum til masser af tørv på størrelse som store mursten, og når alle rum var fyldt løftede man hele rammen op, og voila lå der måske 16 våde tørv på jorden, klar til tørring og vending så de kunne tørre ordentlig igennem… en oplagt arbejdsopgave for

“en bette kål" en lille karl som jeg, og sådan blev jeg altså i en meget ung alder en gammel tørvetriller.

Interessant var det i det hele taget at opleve hvordan driften af en bondegård kunne være, helt som det man kendte, og så alligevel være helt forskellig hvad enten det gjalt kornet på marken eller hestene i stalden og grisene i det gamle udhus… Henry havde sin egen måde at takle tingene på, og jeg syntes det var smadder spændende.

Også senere efter brylluppet da Anna var flyttet ind og de havde fået min kusine Annette, som for det meste opholdt sig i en kravlegård i bryggerset, hvor jeg som feriedreng blev sat til at holde øje med hende var det spændende. Dog foretrak jeg mere at være med til at køre brænde ind fra skoven, end at passe småpiger. Senere fik de også Margrethe, men da kom jeg der ikke så meget mere.

Først rigtig mange år senere da Henry var blevet en gammel enkemand og både min mor og moster Bodil var døde, kørte Henry og jeg kartoffeltyskerland tyndt sammen. Henrys passion havde i mange år været at studere sit slægtskab hvorfor han også havde meldt sig ind i foreningen af Kartoffeltyskere på Alheden. Dette tiltrak tillige mig, og ved fælles mødedeltagelse og vore udflugter understøttede vi således hinanden i denne interesse.

Henry blev enkemand i 1978. Det var en hård tid for ham med sorg og savn, men han kom dog på benene igen og fik stille og roligt etableret de nødvendige venskaber som måtte til for at få hverdagen til at fungere. Til det sidste havde han eksempelvis en fast ugentlig æggetur, hvor han kørte æg ud til en række faste modtagere… og så kunne de finde på, både at give kaffe og middag plus aller vigtigst en god snak. For et selskabsmenneske, det var Henry, han havde humor og var rar at være sammen med. Han nød desuden også at besøge både familien og de lokale kræmmermarkeder.

Henry blev familiens sidste bonde da han fulgte i sin fars fodspor.