Nielsine Jakobine Nielsen

Ane 5 eller 7. Nielsine Jakobine Nielsen blev født i Højbjerg d. 20. apr. 1891. Hun var det 2. barn af Kresten Nielsen (17. sep. 1861) og Mette Marie Jakobsen (30. jun. 1858). Hendes eneste søster var Inger Nielsen (30. jun. 1889). Da hun var 7 år gammel, døde hendes moder, Mette Marie Jakobsen (d. 04. maj 1898). Da hun var 45 år gammel, døde hendes fader, Kresten Nielsen (d. 12. feb. 1937).

D. 03. mar. 1913 giftede hun sig med Søren Erik Jakobsen (15. apr. 1888). Hun var 21 år gammel, da hun giftede sig med Søren Erik Jakobsen, som på dette tidspunkt var 24 år gammel. Hun havde syv børn med Søren Erik Jakobsen: Meta Marie Jakobsen (16. mar. 1913), Anne Marie Jakobsen (05. mar. 1917), Henry Wendel Jakobsen (01. apr. 1922), Krista Andrea Jakobsen (02. jul. 1924), Gerda Jakobsen (11. mar. 1927), Erik Jakobsen (25. feb. 1929), Bodil Elisa Jakobsen (06. jun. 1932).

D.13. maj 1982 døde hun i Kjellerup Plejehjem, da hun var 91 år gammel. Hendes ægtemand, Søren Erik Jakobsen døde d. 24. dec. 1982, knap 1 år efter hende.

Bedstemor var simpelthen det mest elskelige menneske jeg nogensinde har kendt. Elskelig var hun for mig og det var hun også for alle andre… både i og uden for familien, hende vidste man hvor man havde.

Sine hørte til den slags mennesker der altid, ligegyldigt hvor meget ondt de selv må gennemgå, har overskud til at tage sig af andre. Hun havde jo mistet sin mor allerede som syvårig hvor hun grædende var gået hen ad landsbygaden i Højbjerg og proklameret ”mi mur æ dø å a hå fån hinne søjskrin… å den hå mi søste tawn”. Hendes mor var altså død, og nu havde søsteren snuppet den eneste arv, og så skulle man vel synes at det ikke kunne blive værre, men ak det kunne det sagtens. I 1898 var det nemlig en katastrofe for en børnefamilie, når en af forældrene døde. Der var ingen socialforsorg der kunne sikre familiens fortsatte eksistens og det var så godt som umuligt for en enlig forælder både at passe børn og skaffe til føden. Kort tid senere måtte hendes far Kresten derfor også gå den tunge gang med hende og søsteren til hver sin gård hvor de kunne indgå som del af gårdens tyende. Vilkårene var så sådan i det her tilfælde, at gårdmændene påtog sig at opfostre pigerne mod at de selv tjente til føden på gårdene, og forudsat at faderen betalte deres skoletøj etc. Alle børn gik dengang i bedste fald i skole hver anden dag, i alt i tre dage om ugen, for så var der jo også tid til at arbejde.

Da faderen havde sagt farvel, stod Sine fortabt tilbage på køkkengulvet med sin lille bylt af lidt tøj i hånden, overladt til konen på gården. Det var et raskt og usentimentalt kvindemenneske, og hun vendte sig mod Sine og sagde til hende ”Hvad står du der og glor efter? Kan du se at lægge bylten fra dig og løbe om på marken bag stalden og hjælpe de andre med at tage roer op”. Et nyt liv havde taget sin begyndelse. Hvordan det ellers gik hende herfra er der ikke længere nogen der rigtigt ved mere, men med hendes gode sind var det tilsyneladende gået hende rimeligt godt… og herunder også sådan, at hun var blevet en pige der reflekterede over livet og dets ofte urimelige vilkår. Sikkert derfor var hun også tidligt blevet politisk interesseret, og af nogle efterladte fotos findes et hvor hun er afbildet med nogle ungdomsvenner, antageligt nogle af hendes politiske venner eller måske kammerater fra et gymnastikhold hun også havde været med på. På det indsatte billede herunder ser man tydeligt hvorfor hun blev kaldt ”kjøn” Sine.

Sine som sølvbrud 1938

Sine plukker bær 1952 ca.

Sine med datteren Meta 1913

Sine med oldebarnet Jacob 1970 ca.

Sine tjente mest som ung pige ude på landet, men på et tidspunkt havde hun også været pige i huset hos en familie i Viborg. Da Søren traf hende eller gjorde kur til hende tjente hun imidlertid som omtalt på en af gårdene i Astrup.

Det er ikke til at vide præcist, men min moster Bodil mente helt bestemt, at bedstemor havde haft flere graviditeter som ikke var blevet til noget. Sikkert er det dog, at mange hårdt arbejdende kvinder dengang tabte graviditeterne grundet tungt og slidsomt arbejde. Tænk bare på hvor hårdt det kunne være at komme igennem den månedlige storvask med gang i gruekedle og vaskevugge med vrid og hængen til tørre og læggen sammen, alt medens alle de sædvanlige daglige gøremål også lige skulle gennemføres. Malkningen, hønsene, kartoflerne, bagningen, plukningen af bær og alt det andet.

Flere gange, som da min mor Nutte var hjemme for at hjælpe til og andre gange, var Sine syg og indlagt på sygehuset i Kjellerup. Det kunne ofte vare flere uger at blive rask, men hver gang var så et kvindeligt familiemedlem eller en nabo på banen for at hjælpe Søren med husholdningen. En mand kunne den gang knap koge en kande vand, og til ethvert køkken hørte der en kvinde. Hvordan vikarerne så fik klaret deres eget arbejde, det har jeg ikke styr på.

Sine havde en særlig god veninde fra sine ungdom. Det var Jakobine, som ofte kom og snakkede. Hun var, eller havde været, sygeplejerske inde i Kjellerup men var ellers fra Hinge, og hun havde tidligere boet oppe i naboerne Egon og Olines ejendom, før hun på sine gamle dage var flyttet til en lejlighed i Kjellerup. Jakobine der aldrig havde giftet sig, var til stor støtte for Sine og familien. Jeg kan stadig for mit indre øre høre hvordan de to veninder kunne klare verdenssituationen og fælles bekendte over en tår kaffe med finbrød til.

Sine i midten bagerst med venner i 1911 ca.

Sine i sommerkjole 1945 ca.

Sines veninde Jakobine ved Sørens 80års fødselsdag.