Søren Eriksen levede i 1828-1914 og han havde slået sig ned som kampestensmurer og bonde på den sydlige bred af Hauge Sø i Vinderslev sogn lige sydøst for Thorning sogn med Steen Steensen Blichers land ovre på den nordlige bred, lige øst for den høje mindesten der nu står hvor Svend kom så brat af dage

Eriksens gamle ejendom lå tæt på søen og det antages at have bestået af udhuse, stalde og stuehus i flere lokale stilarter som det jyske hedestråhus, bindingsværkhuse og noget kampestensmur.

Detsvære er gården på et tidspunkt brændt og genopført som den ejendom der i dag ligger tæt ved vejen. Sådan som det mindre hus mod vest, der nu står på nabogrunden er de sørgelige rester af den dobbeltgård der i sin tid lå nede ved søbredden.

Ellers rummer lokalområdet over uudtømelige kilder til gode historier. På kortet herover antydes vandskellet, hærvejen og Kong Knaps Dige, dem kunne man udforske nærmere, men her vil jeg lige runde af med historien om “Slavekrigen i Jylland”

Det var i begyndelsen af Treårskrigen i 1848, da Søren og Peder Eriksen var 20 år gamle. Pludselig var der gået panik i befolkningen op gennem hele Jylland hvor alle våbenføre mænd blev kaldt i tjeneste for at beskytte landet mod en truende fjende fra syd. Alle baunehøje var blevet bemandet og klargjort med bålbrænde for at være klar til videresendelse af signaler efterhånden som fjenden rykkede frem... for i Hauge havde man da også allerede hørt at han huserede så tæt på som nede ved Kongeåen, hvor flere var blevet dræbt, og deriblandt også mindre børn! Jo Peder var helt sikkert også på banen med sine smedekundskaber  for at slibe høleer og skærpe hakker og spader så man var snart klar til at lukke Hærvejen.

Årsagen til panikken var, at tugthusslaverne i Rendsborg var blevet sat på fri fod af oprørerne i Slesvig-Holsten og at slaverne nu drog hærgende op gennem Jylland. Det sagde rygterne ihvertfald. De rasende og hævngerrige fanger hærgede som nævnt grusomt på deres vej og ingen kunne være i tvivl. Snart den ene, snart den anden herregård og by bleve meldt nedbrændt.

Tiden trak imidlertid ud, og man måtte sande, at alt var som det plejede at være, bortset fra den antændte folkelige sammenhængskraft.

Virkeligheden viste sig så, at ingen fanger var undsluppet og ikke et udhus var blevet afbrændt.

Sandsynligvis er der foregået en vis grad af samarbejde omkring søen, men med tanken om menneskets tilbøjelighed til altid at dele sig i to hold plus det løse, så har der nok også været en del rivalisering “nord - syd”.

Grågårde er således nærmest legendarisk som foregangsgård med masser af legender som mylrer op gennem historien og ikke mindst via “Gråbonden Fortæller” som kan lånes på biblioteket.

Hauge By mangler jeg at efterforske, men jeg fornemmer en lidt mere anarkistisk tilgang til livet domineret af stærke personligheder som min egen tipoldefar Søren Eriksen.

Den største historiske begivenhed på stedet har uden tvivl været

slaget på Grathe Hede,

i 1157 da Danmark fik en endelig afgørelse på striden om kongemagten i landet mellem Svend, Knud og Valdemar.

Det er jo en vældig historie som har flere fortolkninger, hvor jeg nok hælder mest til den om den forsmåede Gråbonde som her fremgår:

På en lang strækning danner Hauge sø grænsen mellem Thorning- og Vinderslev sogne, og i begyndelsen, før og langt ind i 1800tallet, var der kun to samlede bebyggelser der omkring. Man må nok hellere kalde dem bopladser end landsbyer. Begge steder har der vel levet et par familier eller tre. Det var Grågårde og Hauge By.

Grågårde findes ikke mere i den gamle form, men eksisterer dog nu som to selvstændige gårde Grågård Vest og Grågård Øst, og hvad Hauge By angår er de ældste bebyggelser også gået til, medens der ser ud til at selve bebyggelsesstrukturen er fortsat med en spredt bebyggelse af huse og mindre landbrug langs vejen syd for søen.

Det var jo dejligt, for så kunne alle jo igen hellige sig deres eget, for det var jo kun 4 år før Søren og Maren blev gift og hvor hun var i fuld gang med at samle udstyr i form af bestik og linned og den slags, medens han godt allerede kunne have haft øje for den dejlige ejendom, som kun lige trængte til en kærlig hånd og måske en ny stald, der ved bredden af Hauge Sø. 

Om selve gården i Hauge kan man i dag konstatere at den nyeste blev bygget på den tid ude på landet, hvor man nu var begyndt at bygge husene  i røde brændte teglsten, så den er ikke bygget af Søren... for den gamle gård i Hauge har mere sandsynligt set ud som oven viste hedegård snappet på Hjerl Hede i 2014. Sådanne hedegårde var typisk opført som simple bindingsværkbygninger sat direkte på et sylstensfundament og uden en egentlig fodrem og med tavlerne udfyldt med murværk baseret på, tidligere lermørtel, men nu nok nærmere med kalkmørtel med natursten og brændte- som ubrændte teglsten… ja simpelthen hvad man nu kunne skaffe. Bindingsværk på heden var typisk i træ af ringere kvalitet som gran og fyr set i forhold til eg. Det er dog ikke utænkeligt at man har brugt eg i Hauge omkring år 1700, og som på gården her er der helt sikkert også delvist anvendt mark- og kampesten samt strå fra søbredden og/eller lyng.

Nu om dage er der så ellers faldet ro over stedet

Hauge marked afholdes hvert år den første weekend i Juli på den gamle historiske søbred, direkte nabo til Eriksens forhenværende marker.