Levring sogn er det ledende sogn i forhold til Hørup sogn som tidligere var en del af Levring sogn, og det er her man har den fælles præstegård! Det er nok noget med at man her har en provst eller anden hierarkisk markering… det kan man jo så studere noget om, hvis man synes!

I forhold til Dalsgaard var det især Hinge Station der havde betydning. Herfra kunne man komme ud i den store verden og derude fra kunne man sende og modtage de pakker og grej som der lokalt måtte være brug for, i den nu industrialiserede tidsalder.

Desuden havde man en vindmølle som betjente områdets bønder. Ellers var her blot en håndfuld gårde og et par købmandsforretninger.

Møllen var en almindelig gammeldags vindmølle som lå for enden af et stort gadekær. Her fik min bedstefar malet korn som han havde med  i sække på en gummivogn / en hestevogn med lad og hjul med gummidæk. Det var sædvanligvis den der blev brugt til byturene, det var der mere stads over, end at komme anstigende i stivvognen med jernbesåede træhjul der efterhånden kun blev brugt på markerne når der skulle køres roer ind og den slags. På gummivognen kunne der mageligt stå en kasse fra Dansk Ægeksport. Med et par sammenlagte lærredssække som pude, kunne man så snilt lave et siddepladser til min bedstefar og mig, når vi statelig kørte gennem det bølgende østjyske landskab… med mig ved tømmerne og hestene i sindig gangart mens de både kunne prutte og skide. Det var lykke, og alt imedens kornet blev afleveret og malet, kunne jeg både nå at følge med i dette og smutte over til den nærmeste købmand og købe for ti øre flødekarameller. Mølledage var gode dage.

I det hele taget fylder Hindbjerg meget i mine erindringer hvilket især skyldes Hindbjerg station. Det var her man kom til- og det var her man rejste fra, når man boede på Dalsgaard Mark. I mit tilfælde afsluttedes alle rejser til Dalsgaard med, at jeg og min mor i Silkeborg, før vi kunne komme det sidste stykke til Hindbjerg, skulle skifte til en rød skinnebus, som havde holdeplads ude foran stationen,. Når vi så først havde besteget den var vi så også så godt som i mål… her kendte jeg både togføreren og konduktøren og de kendte mig. Ja der var endog mange gange også andre kendte ansigter med toget, som efter at have holdt ved alle de velkendte stationer undervejs hver gang også kom til Hindbjerg, hvor min bedstefar holdt og ventede på os med den klargjorte hestevogn til de aller sidste par kilometer.

Knap så lykkeligt var det, når jeg rejste igen, selvom glæden ved forventningen om nye oplevelser så småt og i stadig øget grad kunne formilde situationen. Første afledning fra den manglende lyst til til at forlade familien i Dalsgaard kom såmænd allerede når der skulle købes billet, og stationsforstanderen stillede sin fejekost ude på perronen og gik ind og åbnede lugen ud til ventesalen så vi kunne klare den forretning. Herefter var der oftest tid til også at studere de fine togplakater på væggene… et af dem var et tegnet portræt af en ged som så på beskueren uanset hvor man stillede sig, det syntes jeg var mystisk og sjovt fundet på. Som regel var hunden Max fulgt med til stationen, den var nok min allerbedste ven i Dalsgaard, og at venskabet var gengældt fandt man ud af da den engang blev siddende på perronen i en hel uge og ventede på at jeg vel kom tilbage, før den opgav og traskede hjem. Hundene på landet levede dengang deres eget liv og Max var bestemt sin egen herre, også når der var hunhunde i løbetid! Da kunne han godt forvilde sig så langt ud af sognet, at ingen så ham i ugevis før han så ud af af morgentågen kom forrevent og kvæstet tilbage efter sine iltre eventyr og slagsmål om æde og hunhunde.

Ude på den anden side af Levring sogn mod nordøst ligger Højbjerg Sogn. Det var i dette sogn herresædet for Hørup og flere andre sogne nemlig Herregården Palstrup

Herregårdene og øvrig forekomst af magtens boliger er på linje med kirkerne meget betydningsfulde, som del af den samlede folkelige bygningshistorie og dermed også som en forståelsen af de bredt menneskelige vilkår op gennem historien. I erkendelsen af mine egne begrænsede evner og kapasitet har jeg imidlertid valgt at lægge mit hovedfokus på almuens boliger og levevilkår i de skiftende tider.

Personligt kom jeg aldrig i min barndom så langt som til Højbjerg, men et par gange hørte jeg om stedet, for det var jo her Sine var født og havde gået i skole… moderløs og sendt ud blandt fremmede som 7årig.

Nogle få år før, må hendes forældre være ankommet til Højbjerg, formentlig for at påbegynde et arbejdsforhold, ingen ved noget om det i dag. Kun ved vi at de kom fra sognene Bjerregrav- og Koustrup sogne ved Randers og jeg vil derfor med denne tråd springe til de to sogne vedrøende Sines familiære baggrund.