Maren Jakobsen

Maren overtog pasningen af de mindste efter moderens død men nåede også lidt rundt i sognet, før hun giftede sig senere i 1907 med en ung bonde fra Tollund, Knud Voldby... og de bosatte sig på et tomt stykke hedejord, udstykket fra den nærliggende Tollundgaard,... de byggede samme år et stuehus, muligvis med hjælp fra Marens far Andreas der bla.a. var murer. Knud og Maren har derefter arbejdet hårdt med hedens opdyrkning og yderligere byggeri af udhuse, lade og stald indtil de i 1945

overdrog ejendommen til deres søn Jakob Otto Voldby.

Ved et par tilfælde har jeg mødt et af Marens børnebørn Vita. Hun fortæller, at Maren godt nok ser meget afmålt ud, men at det skal man ikke lade sig narre af! Vita mindes nemlig, at maren var den mest fantastiske historiefortæller, som altid kunne tryllebinde sine tilhørere i såvel gråd som latter men først og fremmest også eftertænksomhed. Desuden sørgede hun med retfærdighed og kærlighed de mennesker som hun fik ansvaret for. Hun var en stor personlighed.

Ellers var Maren en rigtig stærk og myndig kvinde. Hun var jo svigerinde til bedstemor Sine, men hun så hende nu mest som en svigermor, som hun mest frygtede når hun ville komme på besøg. Maren havde nemlig et særdeles skarpt blik for mangelfuld eller manglende udførelse af arbejdet i hjemmet... og var hun ikke tilfreds med hvad hun så, så skulle det også nok blive påtalt!

Man var meget hinandens vogtere i den tids familier, hvad jeg også selv har oplevet med bedstefar Søren. Det var vist min moster Anna, eller min mor Krista, der i anledning af et af hans besøg jamrede over, at han kun behøvede at være et sted i to minutter, før han instinktivt var i stand til at gå uden om al den flotteste rengøring og oppyntning og styre lige mod det eneste glemte hjørne hvor der stadig lå et par støvfnug, som han så gjorde som om han ikke så... idet han kunne fremstamme et næppe hørligt grynt.

Det blev dog hørt, og det var ikke fremmende for den gode stemning som dog aldrig alligevel blev rigtig nedtrykt. Glæden for alle andre ved at være sammen oversteg klart sådan surhed, og lyden ved den følgende middag ofte bestående af hakkebøffer, bløde løg med brun sovs og efterfølgende en månegul budding med en rød klat i midten af skålen, steg hurtigt til kaglende højder der snart fladede ud i en tilfreds gumlen, kun afbrudt af diverse personlige manifestationer tilsat godmodige sladderhistorier om alle de som ikke var til stede.