Søren Eriksen var bedstefar Søren Eriks morfar, og med det navnesammenfald kan det vel næppe undre nogen, at det var morforældrene der fik æren af at tage sig af lille Søren da moren/datteren Ane Marie så tragisk døde og efterlod sig ti børn fra o til 16 år.

Hos morforældrene var Søren vandt til at komme, og det var så nær en tryg løsning man kunne komme for ham, og det var da også hos de to gamle, at han lærte at køre med stude... så meget endda, at han aldrig blev fristet af mureriet.

Den gamleSøren var først og fremmest murermester og han var ud af en familie med mange generationers håndværkertraditioner, hvor hans far Erik Sørensen og et ukendt antal generationer før ham havde været smed, ja muligvis stammede de endda fra våbensmed Anders Andersen som kom til egnen i 1361 efter en svenskekrig. Han havde hørt at der manglede en landsbysmed i Mausing og tænkt at det kunne være noget for ham, og ifølge overleveringerne skulle det være lykkedes så godt, at han havde giftet sig med den gamle landsbysmeds datter og startet et dynasti af 14 generationer smedemestre den gang hvor smeden også var læge og dyrlæge og hvad der ellers kunne være brug for. I hver generation var de rejst ud i verden og kommet tilbage med nye ideer som sikrede lokalområdets udvikling i forhold til omverdenen, hvilket i stor udstrækning havde gjort dem til præstens ligemand.

Alle hed de Anders Andersen, men om der har været slægtskab frem til Erik Sørensen vides ikke, men som en kuriositet, så var en af fadderne ved hans svigerdatter Maren Sørensdatters dåb da en Grovsmed ved navn Anders Andersen, Vestergård.

Iøvrigt havde Søren Eriksen en tvillingbror ved navn Peder Eriksen og han var smed i Pederstrup. Og om ham er der iøvrigt det interessante at fortælle, at hans kone hed Zidsel Marie Dürr (Døhr) og, at hun var oldebarn til Johan Peter Dürr og Apolonia Scmuck Kriegbaum. De var tilfældigvis også stamfædre til Peders svoger Andreas jakobsen som var en af deres mange tipoldebørn. Ja, med et moderne ord kan man godt se, at der var grundig gang i integrationen mellem de gode kartoffeltyskere og de lokale danskere... ikke kun på Alheden men også ude i det større opland hertil.

På kirkegården i Vinderslev kan man finde den afbillede middelalderlige gravsten med smedesymboler i to eksemplarer!

Der er fabuleret en del over hvem de sten har været sat for! Ja men kan det være andre end Anders Andersen?

Der er ingen tvivl om at barnebarnet Søren var elsket af begge sine bedsteforældre, men bortset fra dette så herskede der en evig øm stemning på gården ved søen! Det forholdt sig nemlig sådan, at Søren og Maren var gået skævt af hinanden. Den gamle var nemlig noget af en libertiner, og det med så stor succes, at Maren på et tidligt tidspunkt lukkede ham vejen til ægtesengen, så de aldrig fik mere end tre børn. Som erstatning for denne forsmåede tilværelse på hjemmefronten kastede Søren, der på sine ældre dage udelukkende blev kaldt Sørn Jerrik, sig derfor ud i politik og gik til alle mulige sådanne møder i Kjellerup og omegn, og hans faste udsagn eller tilråb kom oftest fra en bænk bag i salen med:

“De æ missiel løwn, hm, hm jow… je, jenne løwn i di hals”.

Ja og hvem ved, måske fandt han andre muligheder for kompensation, for han var eksempelvis også en efterspurgt leder af de mange legestuer i sognet. Det vil sige, at han arrangerede og styrede musikken og dansen når ungdommen kaldte eller blev kaldt til fest.

Sørens Eriksens gård i Hauge er den længst til højre, sådan som den ifølge gamle matrikelkort så ud mellem 1800 og 1908. På et tidspunkt efter Sørens tid er gården så desværre brændt ned, og i dag ligger der på stedet en nyere udgave fra 1920erne, dog rykket noget tættere på vejen set i forhold til den gamle... ligesom den ligeledes ældgamle og noget større nabo, dobbeltgården vest for Sørens gård, i dag tilsvarende er reduceret til et enkelt lille hus tættere ved vejen… således, at man i dag nok skal være arkæolog for at finde spor fra Søren Eriksens tid der på stedet.

Herover ser vi den unge Søren Eriksen i sit metier som kampestensmurer... eller lad os sige, at det kunne godt være ham, som folkemaleren Hans Smidt (1839 1917) måske en gang i 1870erne var kommet forbi og havde foreviget… og dog! Det kunne jo også have været svigersønnen, oldefar Andreas Jacobsen. Vi ved det ikke helt, men den unge Andreas har i hvert fald på et tidspunkt gået den lange vej fra Thorning Vestermark til Hauge for at søge arbejde hos den seje murermester… eller har det været den liden Ane Marie som er kommet trækkende med ham!

Under alle omstændigheder fik han arbejdet, og som det var skik og brug dengang, så flyttede han også ind hos mester, og så tager det ene ord jo nemt det andet… og i Andreas tilfælde, så tog han i hvert fald også datteren, og det så eftertrykkeligt, at hun også fødte ham en søn, Jakob Nikolaj, før de overhovedet forlod hendes fødehjem og drog til Skannerup nær Gjern hvor de blev et par år før de tog til Funder for at sætte bo der, nu også med to døtre.

Tipoldemor Maren Eriksen havde Søren ifølge overleveringen fundet ovre på Graagaard på Thorningsiden af Hauge Sø. Det var en stor og betydningsfuld gård og datteren herfra ville være et rigtig godt parti for en hvilken som helst Søren. Billedet med ungersvenden og sit studespand herover stammer fra Graagaardens samlinger, og for mig er det da indlysende at det godt kunne være den gode Søren Eriksen som her sidder og lurer på at få et glimt af den skønne Maren et sted mellem roerne eller en anden romantisk krog!

Som enhver kan regne ud, havde den unge Eriksen heldet med sig, og synd er det jo så, at hun endte med at fornægte ham og smide de gaver han kom med i hovedet igen! Med mindre det var chokolade... så var det kun papiret der kom retur.

Nå, siden… flere år senere, var det bedstefar Søren Erik der, som stor dreng, kørte og pløjede med et studespand, for der blev aldrig til heste som dem de havde på Graagaard! Maren var nemlig næppe datter på gården… ingen ejere har vist sig, at have haft et navn der kunne føre til hende. Men tomhændet kom han jo ikke hjem, for blandt pigerne i gårdens husholdning har der sikkert været flere ved navn Maren at tage af... og det var bare det Søren gjorde!

Lige nu kan jeg ikke komme på så meget mere... nåe jo, jeg har da lige glemt den om den store dreng Søren Erik der engang fangede ål i søen sammen med sin lillebror Kristian… hvorefter de puttede de stakkels levende dyr l i den gamle Sørens natpotte!

Det lo de meget af den sommer, og jeg ser for mig de to slemme drenge gemme sig som Knold og Tot... gemme sig uden for rækkevidde, men dog tæt nok på til at kunne få sig et grin hvis den gamle skulle tabe potten af forskrækkelse.

Til sidst fik det hele en ende. 86 år gammel havde Søren Eriksen været til et folkemøde på Himmelbjerget. Formentlig havde han haft kørelejlighed det meste af turen både ud og hjem, men om aftenen mødte han op til fods hos sit ældste barnebarn Maren i Tollund. Han var blevet syg og var bange for ikke at kunne gå hel til Hauge, og så døde han.