Denne her afbillede Johan Georg Breuner, Ulvedal (*1822 1906) er barnebarn og navnebroder til min 1. generations indvandrerforfar eller tip4oldefar Johan Georg Breuner, Schwanheim (*1716 1791), gift med Anna Rosina Löfler, Odenwald (*1722 1768).

En af deres sønner, min 2. generations indvandrerforfar eller tip3 oldefar Johan Jacob Breuner, Kohlhof (*1752 1838) og hans kone Anna Cathrine Dürr, Schønberg (*1755 1823) fik 11 børn sammen, og nummer 3 af dem, Johan Conrad Breuner, Trehuse (*1781 1850) var far til Johan Georg Breuner, Ulvedal.

Ham er jeg dermed i familie med, efter som  min 3. generations indvandrerforfar eller tip2 oldefar Johan Wendel Breuner, Trehuse (*1790 1859) var 8. barn i Johan Conrads søskendeflok hvormed de to var brødre.

Johan Wendel Breuner og hans kone Ane Rasmusdatter, Skræ (*1798  1872) fik 9 børn hvoraf nummer 5 var min 4. generations indvandrerforfar eller tipoldefar Jacob Johansen, Knudstrup (*1825 1894) der således blev fætter til Johan Georg Breuner, Ulvedal.

Så langt så godt, men så læste jeg en historie om Johan Georg Breuner, Ulvedal  fortalt af den kendte forfatter og opdagelsesrejsende Mylius Erichsen. Han besøgte Frederiks sogn i 1899/1901 som research til sin bog om “Den Jyske Hede”, og besøgte også Johan Georg Breuner i Ulvedal.

Af hans fortælling, som gengives sidst på dette blad, fremgår at den gode Johan Georg også havde en kone og muligvis en datter med flere børebørn.

Umiddelbart er der ikke fundet anden dokumentation for efterkommere, men det er konstateret, at konen hed Cathrine Margrethe Bräuner, Ulvedal (*1825 1906)... datter af Phillip Friedrich Breuner, Firehuse (*1791 1859) og barnebarn af Johan Christopher Breuner, Fredericia (*1760 1837) som iøvrigt var en bror til nævnte Johan Jacob Breuner, Kohlhof hvormed Cathrine Margrethe også er oldebarn til den gamle 1. generationsindvandrer Johan Georg Breuner, Schwanheim. Helt som hendes mand og min tipoldefar Jacob Johansen, Knudstrup var det.

Heraf kan man som se, at  der var stor forskel på hvor hurtigt de indvandrede tyske re giftede sig ind i danske familier. Den første der gjorde det var overraskende nok den ældste af dem alle, den gamle Johan Georg, Schwanheim, der som sin tredie kone valgte en dansk kvinde Anna Nielsdatter (*1742 1826) og dernæst Johan Wendel Johansen med sin Ane Rasmusdatter. Medens der i andre grene ikke skete den store integration, som nu hos Johan Georg, Ulvedal og Cathrine Margrethe Bräuner, Ulvedal som altså var granfætter og grankusine og dermed ikke blot af samme nationale oprindelse, men også af samme slægt.

Interessant er det at konstatere, at historien nu (2018) på godt og ondt er ved at gentage sig blandt nye indvandrergrupper i dagens Danmark 

Mylius Erichsen beretter:

Det interessanteste hjem i Frederiks sogn er gamle Georg Breuners i Ulvedal nede under Stendalgårds Plantage. Det gamle, agtværdige ægtepar har nylig holdt guldbryllup, og rundt i stuerne viser de os gaver fra nær og fjern. Manden er 77 år, og både han og konen er døbt, konfirmeret og gift på tysk, men dansk-talende, omend med kendelig accent.

De er så venligt snaksomme, så uforbeholden ærlige i deres oplysninger, de ved ikke alt det gode, de vil gøre os, der sådan er kommet dumpende ned som sjældne fugle; halve år kan jo gå, uden at de på dette afsides sted ser en gæst "udefra", så må lejligheden rigtig benyttes til at få noget at vide.De spørger om Dreyfus-processen, om Lock-outen, om udenrigs krig og indenrigs politik. Og da de omsider er så nogenlunde forsynet med nyt eller rettere: med vor mening om de nyeste offentlige spørgsmål, som de ofte nok indbyrdes har drøftet, er det deres tur at tale, og vor at lytte.

"Ja, tiden er gået fremad," siger gamle Breuner ganske som alle hedeboere. "Da A for 50 år siden tog mod dette hus, var her 4 stude og 2 køer, nu holder vi 18 fækreaturer og 6 bæster med yngel...

Min bedstefader* (Eller Lars Jørgens, tip3 oldefar Johan Jacob Breuner 1752 1838) var 9 år, da han kom her til landet. I min 15 års alder døde han 86 år gl. Han sagde tit, at her var kolonisterne lovet, at de i Danmark skulle komme til at stå i kløver til knæerne, men det var løgn, for der stod lyng til skrævet. Han talte kun tysk, læste meget og vidste besked om mange ting. Både han og min fader (Johan Conrad Bräuner 1781 1850), der døde i sit 66. år, var dyrlæger for alt fæ herude, og til mennesker blev de også hentet, især når der var sket benbrud, for der var jo ingen doktor på landet dengang... Det tyske sprog er ved at forsvinde nu, og det er godt det samme, det skulle bare være lagt af for længe siden, vi er altfor få mennesker til at have vort eget sprog, det skiller os ud fra de danske, som vi skal leve imellem og mangen gang ernære os af. Tysker eller især “Kartoffeltysker" har været brugt som skældsord mod os, særlig efter 1864, så vi nu er ked af det og kræver at regnes for danske. En mand, der en gang blev skældt ud for tysker, svarede: A er li så god og dansk som dig, A har tjent kongen i 64, men hvad har du, dengang ku du ikke knappe dine egne bukser!"
I Viborg har folk været svært fornemme overfor os Alhede-kolonister. "Hvor er I fra," spurgte Viborg-folkene nok så venligt, når vi kom ved dørene og ville sælge noget. "Fra Alheden," svarede vi. "Nå-å" sagde herskabet så og blev straks fine på det.

Her afbryder konen os og siger energisk: "Da vil A godt kaldes for tysker. For det er A. Er der nogensinde nogenting, der trykker mig og A tyr til biblen om trøst, så er det min tyske bibel og ikke børnenes danske, A tager frem. A kender kun den tyske Vorherre og kan kun tale med ham på mit modersmål. Dér forstår vi hinanden!"

Jeg kan ikke andet end give konen ret, da manden spørger mig om, hvad jeg synes. "Ja," siger han så, "det er jo navnlig kvinderne, der holder på det tyske, de har siddet mest hjemme i ensomhed med børnene, mens vi andre måtte færdes ude og ofte hos de danske autoriteter fik at vide, hvilket sprog man ønskede talt, nemlig dansk. Men hellere må vi lære ordentlig dansk end tale sølle tysk. For det slags tysk her tales her nu kunne vi ikke komme til Tyskland med. A har hørt en kolonist spørge sådan, engang han gik og ledte efter sit bortløbne svin: "Hat sie nicht ein Thier gesehen mit langen Hohren und spitzen Ohren, und wenn es sprecken will, so sagt es: Øf, Øf!" Eller som i Grønhøj, hvor de siger: "Waas sagst du!" Dér er de nemlig så grove i mælet. De er kommen fra Main, vi andre er fra en anden egn."

"Men," fortsætter Breuner, "det er nu ikke alting godt, det som vi lærer hos de danske. Når de danske påstår, at vi er mere grisede end de selv, så synes A bestemt at det er her i landet, vi har lært svineriet, for vi var renligere fra hjemmet af, det er sikkert. A husker fra min barndom, at når vl tyske børn sad på skolebænk ved siden af danske bønderbørn fra Aarestrup og Karup, fik vi fnat.De danske børn sad i skolen og kløede sig altid på hænderne, vi kunne ikke røre ved dem uden at blive smittede. Det var en ubehagelig fornemmelse for os andre, men danskerne var så vant til fnat, at vi mente, de ligefrem ikke kunne undvære det".

"Nå, alligevel," slutter den gamle, "meget nyttigt har vi også lært af danskerne. Det overvættes drikkeri både til markeder og hjemme, som en hel del af vore folk var forfaldne til, er taget af, fordi de har fået et godt eksempel af de danske toltalforeninger... Men der er da også danskere, som kan drikke over målet. Der kom engang en landskabsmaler gående over heden og kiggede indenfor til os: Da vi bød ham en snaps, så bad han om to glas, satte dem begge på bordet foran sig, tog ét i hver hånd og sagde: "Skål, nu drikker jeg med Bakkussen (Lystighed), det gør jeg altid, og jeg drikker for os begge, men det er rigtignok også mig, der først bliver fuld!" Og så drak han begge glas.

Atter afbryder konen og siger: "Nej, fatter, man kan også skylde skarn for uret; husker du ikke, at den gamle maler havde et tysk navn og egentlig var af tysk slægt ligesom vi andre."
"Så-åh," siger manden og tænker sig om, "det var han ka'ske også, men snapsen, han fik, da var den sågu' dansk, og god var den!..."
Nu er det konen, som tager ordet. Hun er et kvikt hoved og mærkelig godt belæst. Hendes bedstefader har været skolelærer og har fortalt, at han af sine moder blev båret her ind i landet i et forklæde. Hendes slægt er meget levedygtig. Bedstemoderen - skolelærerens enke - blev over 92 år og havde til det sidste en rank "holtning" (Konen kan ikke udtale det bløde danske d). I sit barndomshjem havde konen et bibliotek af tyske bøger at læse i, en hel reol fuld: salmer, pracdikener, andagtsbøger, verdenshistorien og forskellige romaner, der alle havde været bedstefaderens og vistnok var bragt med her ind i landet.
"Ja, og heksebøger," påstår gamle Breuner.
"Nej," ivrer konen, "ikke hos os!"
"Jov, såmænd," ler manden.
Men nu bliver konen gnaven: "Nej, vist ikke nej, den slags bøger befattede vi os ikke med." Manden er slået af marken, men han trækker sig tilbage med følgende bemærkninger: " Ja, ja, bette motter, så havde de dem andre steder, for hekse det fik æ tyskere da ord for, at de kunne. Og der plejer aldrig at gå røg af en brand, uden der er bål... Men nu er vi jo også blevet så oplyste, at vi ikke vil være vore fordums skcøbeligheder bekendt. Det var ikke som i de gamle dage. I min faders tid var skovfogeden og præsten de eneste, der læste aviser. De måtte oversætte indholdet til tysk for en eller anden af kolonisterne, og så gik den mand rundt i byen og fortalte nyhederne til de andre tyskere. Og velkommen var han hvert et sted, og en "såben" fik han ret tit til at skylle munden med"...
"Jo", indrømmer konen, "de gamle kolonister havde mangen dårlig skik. Som nu med at drikke, når de kom sammen til gilde. Men morsomt kunne det nok alligevel være. Jeg kan huske, min fader har fortalt, at når de sad og drak snapse, så sang de en sang og stoppede op midt i en linie; den, der gik videre i teksten, skulle give næste omgang snaps; på den måde kunne de længe blive ved, f. eks. med denne her:

"Es ging ein schwartzbraun Mädchelein
nach rothen Kühler Wein nach Strassberg wohl auf die"...

her standsede de så, indtil én af dem dumpede ud med næste ord "Brüche". De andre lo da og sang:
"auf die Brüche, ja, Brüche."

"Skål", råbte de så, og den tabende måtte rykke ud med sin snaps. Og videre sang de og skrålede.
Men også kærlighedsviser er blevet sunget; det meste er dog gået os af minde nu. Jeg kan bare nogle forkerte stumper. Her er en:

"Ich ging uber Berg und Dal,
sah ich zwei Hasen,
die fressen ab griene Grass,
bleibt nicht des Wasen.

Wenn ich kein Schatze hat,
wird ich bald ein finden,
ich ging des Gesslein (Gade) auf und ab
bis auf die Linden.

Und als ich auf die Linde kam,
stand mein Schatz daneben:
"Ei, du mein tanzende Schatz,
wo bist du gewesen."

Wo ich gewesen bin,
wird ich dirs bald sagen:
Ich bin gereiset weit und breit
hab' viel erfaren..."

"Nu ved vort guldbryllup," siger konen til sidst, "sang vi mange sange, både på dansk og tysk, men det var mest salmer." Og nu fortaber hun sig i en skildring af al den opmærksomhed, der blev vist dem på denne deres højtidsdag. Hun sad livligt gestikulerende på en stol ved siden af manden, der hvilede tungt i lænestolen. En gift datter sad henne ved døren ti! sovekammeret, hendes mand stod bag hende, og bag dem skottede et par yngre piger ind til os. Der var noget gammeldags patriarkalsk over den respekt, der vistes de gamle. En gang imellem rakte den unge kone tavst over bordet og "braanded æ lys", d.v.s.: klarede tællelysets flamme ved at klemme et stykke af den forbrændte væge. Det blev sent, inden vi brød op...